Skip to main content

Renters rente

Renters rente

Renters rente er et udtryk for, når penge bliver forrentet flere gange til den samme rentefod. Det betyder, at renteudbetalingerne stiger fra gang til gang. Der bliver nemlig lagt renter på dine penge, så du kan få gavn af højere renter af et større beløb.

Hvis du på den måde vælger at investere dine penge, så tjener du ikke kun på renterne af dine penge på investeringerne - du får nemlig også renter af dine renter. Således kan du se frem til at dine penge vokser for hvert år, uden at du skal gøre noget.

Omvendt er det også værd at vide, at renters renter også gælder, hvis du optager et lån, hvilket dermed kan gøre lånet dyrere, idet der kommer flere rentetilskrivninger på lånet. Det er disse rentetilskrivninger og selve størrelsen på renten, der er afgørende for, hvor dyrt lånet er.

Hvad skal du være opmærksom på ved renters rente?

Du kan bruge renters rente til at beregne, hvor mange penge der vil være på din konto, eller hvor meget du skylder i forhold til dit lån på et givent tidspunkt - både nu her og i fremtiden.

Med andre ord kan man sige, at renters rente sker, fordi du får renter af dine renter, eller du skal betale renter af renter - afhængig af om der er tale om indlåns- eller udlånsrenter. Rentes rente er nemlig et begreb, der både bliver brugt i forbindelse med lån og opsparing.

Hvis du optager et lån, er det således vigtigt, at du er opmærksom på antallet af rentetilskrivninger, der er i lånets løbetid og per år. Det har nemlig betydning for den samlede rentesats for dit lån.

Generelt er det ikke længere muligt at optage et helt rentefrit lån, medmindre du gør brug af en finansieringsløsning til køb af et bestemt produkt.

Renters rente på lån

Renters rente er ikke udelukkende et positivt begreb, idet effekten af renters rente også gælder, hvis du gerne vil låne penge. Her vil renten på din gæld nemlig vokse, da de påløbne renter bliver tilskrevet hovedstolen, så rentegrundlaget til den næste rentetilskrivning også er større.

Det påvirker dig i høj grad, hvis du stopper med at afdrage på dit lån. Beløbet, som du skal betale tilbage, vil nemlig fortsætte med at akkumulere renter.

På den måde kan det vise sig at være en god idé at foretage ekstra afbetalinger på dit lån, idet beløbet, hvor der tilskrives renters rente, bliver lavere. Dermed bliver din samlede udgift på lånet også mindre.

Renters rente på opsparing

Generelt har renten i bankerne de seneste år været faldende. Det er tilmed nået det niveau, hvor mange banker har indført negative renter på deres kunders indlånskonti.

Negative renter betyder, at du skal betale banken for at have dine penge stående. Tidligere var det muligt at optjene renter på dine konti hvert år. Dermed taber du penge ved blot at have dem stående i en bank med negative renter.

Mange banker har dog også indført en bundgrænse på deres negative renter, så det kun påvirker kunder med en kontobalance på eksempelvis over 250.000 kroner.

Renters rente på investering

Når der er tale om renters rente i forbindelse med investeringer, så er det udelukkende et positivt aspekt. Dog forekommer renters rente ikke af sig selv, når der er tale om investeringer.

Renter af investeringer fungerer på den måde, at du geninvesterer dit afkast. På den måde kan man også kalde renters rente for afkast af afkast i forbindelse med investering.

Konceptet om renters rente kan du bruge ved investering i aktier, obligationer, ejendomme og andre investeringsmuligheder. Hvis du blot geninvesterer dit afkast, så kan du gøre brug af renters rente-konceptet.

Kapitalfremskrivningsformlen udregner renters rente

Kapitalfremskrivningsformlen er også kendt som en ‘renters rente beregner’ eller en ‘renters rente formel’, og den er et godt værktøj til renters rente beregning.

Du kan se den matematiske formel herunder, hvis du gerne vil beregne dit afkast, eller hvor meget dit lån kommer til at stige. Du kan bruge formlen til både årlige og månedlige beregninger - du skal dog bare have styr på antal terminer.

𝐾𝑛=𝐾0⋅(1+𝑟)𝑛

𝐾𝑛 er slutkapitalen, 𝐾0 er startkapitalen, 𝑟 er den terminslige rentesats, og 𝑛 er antallet af terminer, hvor der sker en rentetilskrivning.

Hvis du er i tvivl om noget, kan du altid ringe til os på 70 21 90 11. Vi er klar til at besvare dine spørgsmål.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.366