Børneopsparing: Hvordan gør jeg?
Overvejer du at oprette en børneopsparing, der kan give dit barn en god start på voksenlivet? Læs med her, hvor vores ekspert guider til reglerne for børneopsparing, og hvordan du får mest ud af børneopsparingen.
Siden 1972 har forældre kunnet give deres børn en økonomisk håndsrækning ved at oprette en børneopsparing. Og med indførelsen af en række nye regler for børneopsparing i 2018, er potentialet i den hjælpende hånd er blevet fordoblet. Nu kan man maksimalt indsætte 72.000 kr. i stedet for de tidligere 36.000, og den årlige indbetalingsgrænse er ligeledes fordoblet til 6.000 kr.
Ændringen er en rigtig god idé, mener Casper Grønholdt, som er indlånschef hos Santander Consumer Bank.
»Beløbet var førhen ret lille, men med det nye loft kan børneopsparingen eksempelvis bruges til indskuddet i en lejebolig eller som hjælp til indskuddet i en ejer- eller andelsbolig. På den måde kan forældrene sende børnene ordentligt afsted,« siger Casper Grønholdt.
Hvilke fordele er der på en opsparingskonto?
Der er stor forskel på, om det kan betale sig at have en opsparingskonto. Læs med her.
Fordele ved en børneopsparing
En børneopsparing er særligt attraktiv, fordi der gælder unikke regler for afkastet af opsparingen. På en almindelig konto er renteindtægterne skattepligtige, men på en børneopsparing er en af de helt store fordele, at renteindtægterne ikke indkomstskattepligtige, og så er de også fri for afgifter. Det betyder, at dit barn får glæde af hele børneopsparingen.
En anden fordel ved en børneopsparing er, at rentesatsen typisk er væsentligt højere på en børneopsparing end på en almindelig indlånskonto, som typisk ligger på mellem 0% og 0,5%. En børneopsparing giver, ifølge MyBanker.dk, typisk mellem 0,4% og 1,00% i rente.
Det kan med andre ord godt betale sig at se dig omkring, før du vælger bank til en børneopsparing. For selvom det er belejligt at have alle sine aktiviteter samlet i én bank, kan du måske få en bedre rente et andet sted.
Video-guide: Sådan kommer du igang med Apple Wallet
Selvom rentesatsen måske er mange gange højere på en børneopsparing end en normal indlånskonto, er det ikke en stor udskrivning for bankerne, som ser den højere rente som en investering.
Børneopsparingen er en måde for banken at skabe en relation til børn og unge, og det har stor betydning for deres bankvalg, når de bliver voksne.
»Der er undersøgelser, der viser, at du har tendens til at blive i den bank, du altid har været i, på grund af convenience (belejlig, red.). Det er typisk først, når du køber bolig, at du får sat dig ordentligt ind i pengesager, og derfor bliver kunden ofte til langt op i tyverne og måske starten af trediverne, før de overvejer at skifte bank,« fortæller Casper Grønholdt.
For bankerne er opsparinger til børn altså med til at knytte nye kunder til banken, før de bliver voksne, og samtidig har banken kontakt til forældrene.
Hvorfor er der nogle, der bruger SKAT som opsparing?
Læs, hvordan opsparing og SKAT hører sammen her.
Regler for børneopsparing 2023
Ifølge de nyeste regler for børneopsparing gælder det, at forældre og bedsteforældre kan oprette en børneopsparing til deres barn eller barnebarn. Der kan kun oprettes én konto af denne type pr. barn, og den kan oprettes så snart barnet er født, har fået et navn og et cpr-nummer. Opsparingen bliver nemlig oprettet i barnets navn, og det er barnet, der ejer den. Du kan også oprette en børneopsparing på et senere tidspunkt, hvis din økonomi ikke er til det, når barnet bliver født.
En børneopsparing er en konto med særlig status, så du skal specifikt spørge efter en børneopsparingskonto, for at barnet kan få glæde af fordelene. Vær i øvrigt opmærksom på, at det ikke er alle banker, der tilbyder en børneopsparingskonto, selvom det er en almindelig service at tilbyde for de fleste banker.
Hvor meget kan du indbetale til børneopsparing?
Du og barnets bedsteforældre kan indsætte op til 6.000 kr. hvert år på børneopsparingen, og der kan maksimalt indsættes 72.000 kr. i alt. Med renteindtægter kan det endelige beløb sagtens overstige de 72.000 kr., det er der ingen problemer i. Det er blot det indsatte beløb på opsparingskontoen, der ikke må overstige 72.000 kr.
Du kan frit vælge, hvordan du indbetaler til dit barns børneopsparing – for eksempel om det er faste månedlige beløb eller enkelte større beløb i løbet af året. Indbetaler du maksbeløbet hvert år, vil der gå 12 år, før børneopsparingen når beløbsgrænsen på 72.000 kr.
Som udgangspunkt er børneopsparingen bundet frem til barnet er 14 år, men der er en obligatorisk bindingsperiode på syv år. Den betyder, at opretter du kontoen senere, for eksempel når barnet er 10 år, kan kontoens midler først frigøres, når barnet fylder 17 år. Bindingen kan desuden forlænges efter dine ønsker helt frem til barnets 21. år, hvor pengene under alle omstændigheder skal udbetales. Du skal blot aftale den nye periode med banken, inden den oprindelige udløbsdato oprinder.
Santander Consumer Bank er bedst i test
Kan du bruge børneopsparingen som en investering?
Hvis du gerne vil have så meget ud af børneopsparingen som muligt, kan du overveje at investere pengene undervejs. Der gælder nemlig samme skatte- og afgiftregler, hvis du investerer, som hvis du lader pengene stå på kontoen.
Derfor tilbyder bankerne ofte flere forskellige typer børneopsparinger, hvoraf nogle er investeringsbaserede.
»Investering kan give et bedre afkast på børneopsparingen, end hvis pengene bare står i banken. Omvendt giver det også en usikkerhed; du kan jo have investeret i de forkerte papirer på et ufordelagtigt tidspunkt,« siger Casper Grønholdt, som understreger, at investering ikke nødvendigvis er lig med aktieinvestering.
»Investering behøver ikke kun være aktier. Det kan også være obligationer, hvor risikoen er mindre end aktier, men over en lang periode giver aktier et bedre afkast. Derfor blander man typisk aktier og obligationer i en børneopsparingspulje,« forklarer Casper Grønholdt fra Santander.
Hos Forbrugerrådet Tænk har de regnet det gennemsnitlige afkast ud og fundet frem til, at obligationer historisk set har givet mellem 0,5 og 3,5% i afkast om året, mens aktier giver mellem 7 og 8% om året på lang sigt. Investerer man i aktier, skal man være opmærksom på, at der kan forekomme store udsving undervejs.
Endelig anbefaler Casper Grønholdt, at børneopsparingen har en lav risikoprofil i de sidste år op til frigørelsen, fordi et eventuelt tab på markedet i så fald ikke vil kunne nå at rette sig.
Gaver som opsparing
Synes du børneopsparingen med en indbetaling på 72.000 kr. er utilstrækkelig, kan du udnytte muligheden for at give en årlig pengegave til dit barn. Ifølge gavereglerne kan du nemlig skattefrit give gaver til en værdi af op til 71.500 kr. om året til dit barn, og det gælder begge forældre. Hvis I har midlerne til det, kan I altså tilsammen sætte 143.000 kr. ind på en konto i barnets navn hvert år, såfremt I ikke giver barnet andre kontantgaver.
Der er dog den hage, at afkastet fra denne opsparingskonto normalt bliver beskattet hos forældre. Denne beskatning kan imidlertid undgås, hvis det eksempelvis er bedsteforældrene, der indbetaler pengene til opsparingen. Det skriver formuepleje.dk, så hvis det har interesse, kan du læse mere her. Bedsteforældre har som nær familie samme skattefrie gavegrænse på 71.500 kr.
VIDEO-GUIDE: Sådan overholder du dit budget.
En sekundær opsparingskonto til barnet vil ikke nyde godt af samme høje rentesats som en børneopsparingskonto. Derfor er det særligt relevant at overveje investeringsmulighederne i forbindelse med denne type opsparing.
Om du vælger den ene eller anden form for opsparing til dit barn, vil den under alle omstændigheder være en stor hjælp, når den bliver udbetalt. Bare husk, at når først børneopsparingen er frigivet, er det barnet selv, der bestemmer, hvad pengene bliver brugt til.
»Selv brugte jeg den på et fjernsyn, et stereoanlæg og en computer, men jeg var også kun 14 år,« fortæller indlånschef i Santander Consumer Bank, Casper Grønholdt.