Skip to main content

Camilla og Lasse er blevet forældre: "Se vores babybudget"

Lidt over 18.000 kr. i engangsudgifter har det kostet Camilla og Lasse Jusjong Glückstadt Haureberg at blive klar til, at deres baby kom til verden. Få indblik i deres budget lige her.

Som at få en spand koldt vand i ansigtet. Sådan beskriver Camilla og Lasse Jusjong Glückstadt Haureberg fornemmelsen, da de lagde deres babybudget. For selvom de godt vidste, det ikke er billigt at få et barn, blev de alligevel overraskede over de samlede udgifter.

Den samlede opgørelse viste, at selvom parret regnede med at købe de fleste større ting brugt, skulle de bruge i omegnen af 18.000 kr., før de var klar til datterens ankomst i maj måned i år.

Mangler I penge til de sidste ting i baby-budgettet?

Se om et lån til babybudgettet kan give mening for jer.

»Man får jo lidt et chok, når man ser, hvad sådan noget koster. Det skulle man næsten have kigget på, inden man gik i gang,« siger Lasse og griner. For parret var ikke på noget tidspunkt i tvivl om, at de ville have et barn, og så måtte de bare tilpasse økonomien.

»Vi tilpasser os meget hurtigt. Vi fjerner nogle ting fra vores budget, og lægger det over på babybudgettet. Vi føler ikke, at vi mister så meget, i og med, at det er vores datter, vi giver det til,« forklarer Lasse Jusjong Glückstadt Haureberg.

Budgettet har givet dem et overblik, som gør det muligt at justere forbruget undervejs uden at være bekymrede for de faste udgifter.

»Det har forberedt os, så det hele ikke lige pludselig væltede. At man ved, der kommer de her udgifter, og så har vi kunnet give råderum til det i budgettet løbende,« siger Lasse.

»Det har givet os nogle mere realistiske, økonomiske briller, så man ikke bliver chokeret over, at man pludselig bruger 400 kr. på bleer hver måned,« siger Camilla.

»Ja, for det har vi faktisk også undersøgt,« griner Lasse.

Kend dit forbrug

Camilla og Lasse følte sig egentlig godt forberedte, da Camilla blev gravid. De havde lige været igennem et huskøb, og i den forbindelse havde de formået at lægge en tredjedel af deres indtægt til side hver måned for at spare op til indskuddet. Og den øvelse var lidt af en øjenåbner for parret.

»Vi var nødt til at ændre vores mindset i forhold til, hvordan vi tænkte økonomisk. Vi gik fuldstændig i spare-mode for at spare op til udbetalingen på huset, og det gjorde allerede dér, at vi fik en forståelse for økonomi, som vi ikke havde haft før,« siger Lasse.

Camilla fortæller, at de skar ned på deres forbrug, stoppede med at spise ude, droppede turene i biografen og lavede i højere grad selv mad.

»Og vi følte ikke, at vi led afsavn af den grund,« siger Camilla.

Nu vidste de, at det kunne lade sig gøre at frigøre penge til babyen. De havde styr på deres indtægter og udgifter, og nu begyndte de at lave en liste over de indkøb, der var nødvendige, nu der var en baby på vej.

Hvad koster det at have en baby?

Få et overblik over udgifterne og gode råd til baby-budgettet her.

Læg en plan for indkøbene

Listen blev længere og længere, og enkelte poster fyldte meget i budgettet, men Camilla og Lasse, der ikke har høje lønninger, går meget ind for genbrug. Det var derfor naturligt for dem straks at lægge en plan for, hvad de ville købe brugt.

Puslekommoden, tremmesengen, vuggen og ikke mindst bøger har parret købt brugt enten på loppemarkeder eller på dba.dk, mens madrassen, sengetøjet og det meste tøj er købt fra nyt.

Parret har med udgangspunkt i indkøbslisten kunnet prioritere deres indkøb og været i stand til at slå til, når der var tilbud på noget fra listen. Samtidig har de strukket indkøbene ud over syv måneder, for på den måde at fordele den økonomiske byrde. I gennemsnit har de således brugt omkring 2.200 kr. om måneden mellem oktober 2017 og april 2018, men så var de også klar til, at deres datter skulle komme til verden i maj måned.

Brug pengene hvor det tæller

Den største enkeltpost på Camilla og Lasses budget var, som på mange andres, barnevognen. Sådan én kan nemt koste i omegnen af 11.000 kr., men det syntes parret var for meget.

»Lige med barnevognen var vi lidt stædige, for vi syntes simpelthen ikke det kunne være rigtigt, at vi skulle give så meget for en barnevogn af det rigtige mærke. Der måtte kunne findes et bedre alternativ,« husker Camilla.

Valget faldt på en danskproduceret barnevogn, som kostede 6.500 kr. inklusiv madras, men den har voldet dem en del problemer og været til reparation flere gange på blot tre måneder.

»Vi sparede jo nogle penge ved at købe en anden model end de mest velansete, men det var nok et område, vi ikke skulle have sparet på,« siger Camilla.

Stor guide: Spar penge på baby-budgettet med disse råd.

Du kan ikke forberede dig på alt

Lige meget hvor godt du forbereder dig, kan du ikke forudsige alle udgifter. Det har Camilla og Lasse også måttet sande.

»Posten med de uforudsete udgifter har ikke passet. Den var i sig selv uforudset, for det var først da vores datter kom til verden, vi kunne se, hvad hun havde brug for,« forklarer Lasse.

Pludselig havde de for eksempel brug for saltvandsdråber, medicin, en babyneglesaks og zinksalve. Alt sammen noget de ikke havde med på deres budget til at begynde med.

»Vi valgte tidligt, at vores datter skulle til kiropraktor, ikke fordi hun som sådan fejlede noget voldsomt, men hun havde et klik i sin skulder, og så bruger man lige 600 kr. på det,« siger Camilla.

Hver gang der er kommet de udgifter, har parret tilpasset budgettet og sørget for, at der var penge til de ekstra udgifter.

»Vores grundtanke har hele tiden været, at vores baby ikke skulle mangle noget, når der var noget på budgettet, vi selv godt kunne undvære,« fortæller Lasse.

Hold budgettet ved lige

Camilla og Lasses økonomi ændrer sig igen markant, når Camillas barsel er slut, og datteren skal begynde i vuggestue. Parret bor i Gadstrup syd for Roskilde, og her koster en vuggestueplads omkring 3.200 kr. om måneden.

»Det er jo også en sjat, vi skal finde frem hver måned, men så er der jo bare nogle ting, vi skal undvære for at kunne give det. Så tilpasser vi os igen,« siger Lasse.

Denne gang er parret lidt mere spændte på, hvordan deres økonomi kommer til at se ud, for Camilla er ledig, og selvom hun regner med at komme i arbejde hurtigt efter barslen, kender hun endnu ikke sit timetal, og derfor heller ikke sin løn.

»Det er svært at planlægge præcist, hvad vi skal gøre. Det bliver det næste, vi skal forholde os til,« siger Camilla.

Lær af andre

Noget af det vigtigste du kan gøre, når du lægger et baby budget, er at drage nytte af andres erfaringer. Der er nemlig mange ting, man kan blive fristet til at købe, som man ikke har brug for, mener parret.

»Firmaerne laver jo mange ting, hvor forældrene kan gå lidt i panik og tænke “åh nej, vi skal have det hele, for mit barn skal have det godt”,« siger Camilla.

»Det ville bare være så ærgerligt at sidde i en situation, hvor man har overkøbt. De fleste, der har fået en baby, ved, hvor meget det kræver rent mentalt, og så skal man prøve at skære alt overflødigt fra,« siger Lasse Jusjong Glückstadt Haureberg.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367