Skip to main content

Forstå de vigtigste skatteudtryk

Hvis det ikke er alle ord og begreber i din skatteopgørelse, som giver mening, så læs med her, hvor vi forklarer betydningen af de vigtigste skatteudtryk.

Copy Forstå de vigtigste skatteudtryk

Trækprocent, fradrag og arbejdsmarkedsbidrag. Din forskuds- og årsopgørelse er pakket med ord og begreber, som du kun ser netop der. Derfor er det helt forståeligt, hvis du ikke er helt skarp på alle begrebernes betydning, eller at du ikke lige kan huske det fra år til år.

Der er imidlertid stor forskel på, om der f.eks. står overskydende skat eller restskat ud for beløbet i årsopgørelsen. Derfor har vi allieret os med én, som kan forklare de vigtige begreber, så vi alle forstår dem.

Christian Bækmark er Master i Skat og Moms, revisor og indehaver af PrivatRevision.dk. Han er også manden, som dagligt hjælper private og selvstændigt erhvervsdrivende med at forstå skattereglerne.

»De udfordringer, man står med, afhænger meget af ens status på arbejdsmarkedet,« fortæller han med henvisning til, om man er lønmodtager eller selvstændig.

»Som lønmodtager er ens indtægt og andre økonomiske forhold typisk ret stabile, og det er derfor ret nemt at få styr på sin skat.«

Hvornår på året skal du have styr på hvad, når det gælder skat? Få svarene i denne artikel: Her er de vigtigste datoer i skatteåret

De stabile forhold betyder, at Skattestyrelsen stort set kan trykke “copy+paste” på opgørelsen fra sidste år, og du typisk ikke behøver gå i detaljer med forskudsopgørelsen, med mindre dine økonomiske forhold ændrer sig.

Anderledes ser det ud for selvstændige.

»Som selvstændig kan indkomsten variere en del, og der kan også være ting som bonusser og aktiegevinster, der kan udløse skatteregninger, og det kan godt kræve en del at få styr på,« forklarer Christian Bækmark.

Under alle omstændigheder er det rart at vide, hvad de forskellige begreber dækker over, når du sidder med forskuds- og årsopgørelsen, og står du i en situation, hvor dine skatteforhold er for komplicerede til, at du selv kan overskue dem, så er der professionelle, som kan hjælpe dig.

Dét betyder skatteudtrykkene

For at gøre det nemt for dig at finde rundt i, har vi samlet forklaringerne på de forskellige skatteudtryk i en udvidet liste herunder. Forklaringerne er formuleret med hjælp fra revisor og Master i Skat og Moms, Christian Bækmark.

Hvad er trækprocent - og hvordan fastsættes den?

Trækprocenten bestemmer størrelsen på den del af din indtægt, som du skal betale til skat i forbindelse med, at du får udbetalt din indkomst, typisk hver måned eller hver 14. dag.

Trækprocenten bliver fastsat ved, at Skattestyrelsen tager din forventede årlige indkomst, lad os sige 350.000 kr., hvoraf der skal betales 120.000 i skat. Så regner Skattestyrelsen ud, hvor stor en andel af din gennemsnitlige månedsløn, du skal betale i skat for at lande på de i alt 120.000 kr., og dét bliver så til din trækprocent.

Hvad er en forskudsopgørelse?

I november hvert år kan du se din forskudsopgørelse. Den viser de skattemæssige forhold, som Skattestyrelsen har registreret for det kommende år. Du kan altså se, hvad Skattestyrelsen forventer du vil have af indkomst, fradrag og den slags, såvel som hvilken trækprocent, Skattestyrelsen har fastsat.

Forskudsopgørelsen er altså fremadrettet.

Hvad er en årsopgørelse?

Hvert år i marts måned kan du se din årsopgørelse for hele det forgangne år. Den viser, hvad Skattestyrelsen har registreret, du har modtaget i indkomst, honorarer og eventuelle rentegevinster, hvad du har betalt af rentegebyrer, fået i fradrag og andet, der hører til dine privatøkonomiske forhold, som påvirker din skat. Her er det vigtigt at kontrollere, at Skattestyrelsen har de korrekte oplysninger og at få indberettet, hvis noget mangler.

Årsopgørelsen er dermed bagudrettet.

Hvad er arbejdsmarkedsbidrag?

Arbejdsmarkedsbidrag, eller AM-bidrag, er en slags ekstra skat, som er pålagt alle typer arbejde. AM-bidraget bliver trukket fra lønnen som det første - før fradrag og almindelig skat. Eventuelle gevinster fra medarbejderaktier og lignende er ikke pålagt AM-bidrag, men ellers betaler man det altid. Overførselsindkomster, pensioner, kapitalgevinster og anden ikke-arbejdsindkomst er ofte ikke omfattet af arbejdsmarkedsbidragspligt.

Hvad er restskat?

Restskat er det vi alle gerne vil undgå. Det dækker nemlig over, at du har betalt for lidt i skat, og altså skylder Skattestyrelsen resten. Ofte skylder man i skat, fordi man har haft en højere indkomst eller har haft ret til færre fradrag, end der har været forudsat ved forskudsopgørelsen.

Hvad er overskydende skat?

Hvis du har overskydende skat, har du betalt for meget i skat, og det er altså Skattestyrelsen som skylder dig penge. Du får altså penge tilbage, men selvom det føles godt, er det bedste du kan opleve, hverken at skulle betale eller få penge tilbage. Der er nemlig ingen rentegevinst ved at betale for meget i skat.

Hvad er fradrag?

Et fradrag er lidt at sammenligne med, at en del af din indkomst har “helle” fra skatten. Med et fradrag kan du altså tage en del af din indkomst, svarende til fradragets beløb, og lægge til side, før der bliver trukket skat.

Et fradrag betyder altså, at du får udbetalt mere af din indkomst, end hvis du ikke har fradrag. Fradragsbeløbet er ikke det beløb, du får ekstra udbetalt, men det beløb, du undgår at betale skat af.

Der findes en række forskellige ting, du kan få fradrag for, og det kan du læse mere om i denne artikel: Hvilke fradrag kan du få?


De mest almindelige fradrag for lønmodtagere er de såkaldt ”ligningsmæssige fradrag” som befordringsfradrag, servicefradrag, jobfradrag, fradrag for A-kasse m.fl. Som tommelfingerregel hedder det, at har du et fradrag på 100 kr., så er fradraget ca. 25. kr. værd.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.366