Skip to main content

Er elbilen en dyr fornøjelse? Så meget koster det at lade en elbil

Svaret vil måske overraske dig, for elbilen er slet ikke så dyr at køre i. Tværtimod. Men det kan snart blive dyrere at lade sin elbil, hvis ikke der bliver gjort noget fra politisk hold.

Er du en af dem, der tænker, at det kunne være fedt at køre elbil, men at det nok desværre er for dyrt?

Så er der gode nyheder forude.

Her i artiklen bliver du klogere på, hvad det koster at lade en elbil op, elbilens pris per kilometer og så får du svar på det indledende spørgsmål – hvor meget en elbil egentlig koster, og om den er en dyr fornøjelse? 

El er det billigste drivmiddel 

Lad os starte med de gode nyheder.

En elbil er bestemt ikke en dyr fornøjelse sammenlignet med andre biltyper.

Elbilen er måske god for miljøet, men er den også god for din økonomi? 
Læs vores artikel: Køb af elbil: Er det økonomisk forsvarligt?

En elbil er faktisk den billigste at køre i, når man sammenligner fem sammenlignelige mellemklassebiler, som kører på hvert sit drivmiddel.

Det viser et regnestykke, bilbasen.dk har lavet for TV 2.

Ud af en benzinbil, en dieselbil, en elbil og en plugin-hybrid er det altså elbilen, som ifølge Bilbasens regnestykke er den billigste at køre i.

Skal en elbil ikke lades hele tiden, og er service ikke dyrere?
Læs her, alt det, du troede, du vidste om elbiler.

Hvad koster det at lade en elbil? Her er elbilens pris per kilometer

FDM har undersøgt, hvad en elbil koster pr. kilometer. Undersøgelsen medregner ladning samt udgifter til anskaffelse, brændstof, vedligeholdelse og værditab, og er udregnet med et årligt kørselsbehov på 20.000 kilometer.

Den viser, at en elbil i 2021 i gennemsnit koster 2,89 kr. pr. kilometer, mens den dyreste bil er benzinbilen, som koster 3,47 kr. pr. kilometer. Regnestykket forudsætter, at man over fem år kører 20.000 kilometer årligt. 

Se elbilen og andre bilers pris pr. km

 

  1. Elbil: 2,89 kr. pr. kilometer
  2. Plugin-hybrid: 3,16 kr. pr. kilometer
  3. Hybridbil: 3,19 kr. pr. kilometer
  4. Dieselbil: 3,31 kr. pr. kilometer
  5. Benzinbil: 3,47 kr. pr. kilometer

Tallene stammer fra FDM's analyse fra vinteren 2021, hvor grundlaget er 20.000 kilometer pr. år over fem år. Værditabet er beregnet af Bilpriser.dk.

Hvad koster elbilen at lade om måneden? Egen ladeboks er billigst

Konklusionen om, at elbilen er den billigste biltype baseret på pris pr. kilometer, har dog sine forbehold.

Energipriserne udvikler sig hele tiden, og i perioder kan det derfor tænkes at elpriserne kan ligge højere og ændre billedet. Dertil kommer at politiske beslutninger om afgifter og eventuelle tilskudsordninger kan påvirke resultatet.

 

Endelig er der forholdene omkring selve ladestanderen, for der er forskel på priserne pr. kørt kilometer afhængig af, hvor ofte du lader elbilen op derhjemme, og om du leaser en ladeboks, har egen installation, eller om du eksempelvis benytter offentlige ladestationer.

Hvad der bedst kan svare sig, afhænger af dine kørselsvaner, og for at hjælpe dig med din beslutning angående valg af opladning til elbilen, har FDM lavet en beregner. Den baserer de forventede priser på en gennemsnitlig markedspris, og du kan tilpasse beregningen med dit forventede kørselsbehov og andre detaljer.

Du finder beregneren her: FDM-beregnere - Ladeløsning

Tager vi udgangspunkt i 20.000 kørte kilometer pr. år, anbefaler FDM følgende to løsninger:

  • Egen ladeboks hjemme med serviceaftale: 985 kr./md.
  • Lejet ladeboks hjemme (abonnement): 805 kr./md.


Forskellen på de to løsninger ligger primært i, at du med et abonnement også kan benytte ladestandere udenfor hjemmet.

Udviklingen af elbiler tager virkelig fart.  
Læs her, hvilke elbiler du skal holde øje med i 2023

Usikkerhed skaber bekymring

Regeringen har en ambition om, at der i Danmark fra år 2030 skal være en million “grønne” biler herhjemme. Biler, som er enten hybrid-, plugin-hybrid, el-, brint- eller anden form for grøn bil. Den grønne ambition ændrer dog ikke på, at usikkerhed er en faktor, når det handler om elbiler. Fremtidens afgifter og godtgørelser kan ændre sig, og det gør det svært at blive klog på, hvor meget en elbil reelt vil koste i de kommende år – både i forhold til prisen for opladning og vedligeholdelse samt købsprisen. 

Hos Dansk e-Mobilitet oplever de stor interesse for elbiler, men også at mange netop har bekymringer, hvad angår elbiler.

»Mange spørger til elbiler, men folk er tilbageholdende med at købe selv. Hvis der blev bedre muligheder for at lease elbiler, så ville det fjerne en barriere,« fortæller Søren Jakobsen.

Et andet aspekt, som mange er usikre på i forhold til elbiler, er rækkevidden.

»Vi oplever stadig problematikken omkring rækkevidden, men i dag er rækkevidden blevet længere i elbilerne, og langt de fleste har et kørselsmønster, der gør, at de kan køre elbil til hverdag,« siger Søren Jakobsen.

Er du elbilist på de danske veje? Så kender du måske til begrebet rækkevideangst.
Læs her, hvad der afgør elbilens rækkevidde.

»Det er ikke mange, der pendler mere end 400 km hver dag,« siger han.

Den opfattelse er han ikke alene om at have. Danmarks Statistik har undersøgt, hvor mange lønmodtagere og selvstændige, der kan klare deres daglige pendlertur i en elbil. Her er konklusionen, at 9 ud af 10 burde kunne klare deres daglige tur til og fra arbejde i en elbil.

Den tredje barriere, som Søren Jakobsen oplever, at folk har, er elbilen som en investering.

»Mange tvivler på, om batteriet holder, og hvor meget elbilerne taber i værdi,« siger han.

Vælg til dit behov

Hos FDM understreger man, i forbindelse med undersøgelsen, vigtigheden af at vælge den type bil, som passer bedst til ens kørselsbehov.

Og det er en vigtig pointe. Nok er elbilen den billigste at køre i, men det kan sagtens være, at din livssituation ikke gør det muligt at eje og køre en elbil, og så er det bedre at gå efter noget andet.

I dag kan du vælge mellem mange forskellige typer af biler, så hvordan ved du, hvad der er det rigtige for dig?
Læs vores guide: Elbil, hybrid, diesel eller benzin - Hvad er den rigtige type bil for dig?

Måske passer rækkevidden ikke til dit kørselsmønster, eller måske har du ingen muligheder for at få ladet bilen op, hvor du bor?

Hvordan du finder ud af, hvilken biltype der passer dig, kan du blive
meget klogere på i artiklen:

5 fejl du (måske) begår, når du vælger bil - og hvordan du undgår at begå dem 

Større udbud vil gøre det billigere

I takt med at flere og flere bilproducenter har lanceret elbiler, vil det ifølge Søren Jakobsen blive “normaliseret” at vælge en elbil, når man skal købe ny bil.

»Større udbud vil betyde, at priserne falder, og det vil gøre det mere almindeligt. Når man går ned i en almindelig bilforhandler, vil man kunne se en elbil. I dag er elbilen meget tilvalg, og fremover vil elbilen i højere grad blive et valg lige som alle andre biler,« siger han.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.366