Skip to main content

Hvem skal stå på bilforsikringen?

Samleveren, barnet, naboen eller dig selv - hvem skal skrives på bilforsikringen? Læs med her og bliv klogere på de overvejelser, du bør gøre dig.

Har du anskaffet dig en bil, har du også brug for en bilforsikring, og det letteste er naturligvis, at du selv står på forsikringen. Det er jo din bil. Der er imidlertid situationer, hvor du bør skrive en anden på som fast bruger af bilen, og i denne artikel gennemgår vi hvornår og hvorfor.

Hvem bruger bilen mest? 

Det er det spørgsmål, du skal stille dig selv forud for køb af en bilforsikring. Det er nemlig den person, som oftest bruger bilen eller er bilens primære bruger, der skal stå på forsikringen.

Har du styr på forsikringerne til din nye bil?
Se her hvilke forsikringer du skal have og hvilke du med fordel kan overveje at tilvælge.

For at tydeliggøre reglen har vi herunder samlet fire eksempler. Så kan du vurdere, hvilket der kommer tættest på din situation.

Du kører selv mest i bilen

Ejer du en bil, og kører du selv mest i den, skal du selv stå på bilforsikringen.

Din samlever eller ægtefælle kører mest i bilen

Er det din samlever eller ægtefælle, der typisk bruger bilen, er det også dig som ejer, der skal stå på bilforsikringen. En samlever eller ægtefælle sidestilles med dig i forhold til forsikringsselskabet.

Dit barn kører mest i bilen

Hvis dit barn eller en anden person er den primære bruger af bilen, bør du få skrevet vedkommendes navn på forsikringspolicen.

Bilen benyttes af hele familien

Hvis I bruger bilen nogenlunde lige meget i familien, er det dit navn, som skal stå på forsikringen. Kører dit barn i bilen en gang imellem, skal det altså ikke stå på policen, men ofte er selvrisikoen forhøjet, hvis dit barn laver en skade. I nogle tilfælde forhøjes selvrisikoen til det dobbelte.

Hvorfor er navnet på bilforsikringen vigtig?

For at forstå hvorfor det er vigtigt at skrive den rette bruger på forsikringen, begynder vi med et kort overblik over prissætningen af bilforsikringer. Det er nemlig ikke et “hyldeprodukt”, som koster det samme for alle, og som du bare kan lægge i kurven og betale ved udgangen.

En bilforsikring er skruet sammen til lige netop din bil og de omstændigheder, den benyttes i. 

Overordnet indgår følgende forhold i den typiske prissætning:

  • Bilmærke
  • Motorstørrelse
  • Bilens pris
  • Bopæl
  • Brugerens alder
  • Antal år med skadefri kørsel

Disse forhold benytter forsikringsselskabet til at vurdere, hvilken risiko de løber ved at forsikre din bil, og det har betydning for prisen på forsikringen.

Er du igang med at købe eller sælge bil? Hvis ja, har du så helt styr på hvordan slutsedlen skal udfyldes? 
Læs vores guide og få styr på slutsedlen til bilen.

Hvis forsikringsselskabet beregner en pris ud fra din alder og din erfaring, men bilen primært bruges af en anden, har forsikringsselskabet vurderet risikoen på et grundlag, der ikke svarer til virkeligheden.

Det kan derfor få konsekvenser for forsikringens dækning, hvis bilen har en anden fast bruger end den person, som står på policen.

Du kan altså risikere at stå helt eller delvist uden dækning, hvis eksempelvis dit barn er den primære bruger af bilen og er involveret i et uheld eller laver en skade på bilen uden at stå på forsikringen.

Hvad sker der, hvis jeg ændrer navnet på bilforsikringen?

Ændrer du navnet på bilens faste bruger, ændrer du også nogle af vilkårene for forsikringen, og en ny pris vil derfor blive beregnet.

Hvordan skal du finansiere din kommende bil? 
Læs med her og bliv klogere på hvornår du skal vælge bank eller finansieringsselskab.

Hvis den faste bruger er ung, typisk under 25 år, vurderes risikoen for skader til at være højere end for personer over 25, og forsikringspolicen stiger i pris, hvis denne person skrives på policen.

Det kunne måske friste nogle til ikke at ændre navnet på policen, men gør man det ikke, risikerer man politianmeldelse for forsikringssvindel, hvis det bliver opdaget.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.366