Kan jeg låne til privat bilhandel? Disse ting skal du være opmærksom på
At låne til en privat bilhandel er ikke anderledes end at skulle låne til et forhandlerkøb. Få overblikket over hvilke overvejelser du skal opmærksom på her.
Var den bare lige der, drømmebilen? Til salg hos en privat sælger? Og vil du gerne låne penge til den private bilhandel? Så læs med her, hvor vi gennemgår, hvem der kan få lov at låne til en privat bilhandel, og hvordan du kan få hjælp til en tryg, privat bilhandel.
Først og fremmest skal du vide, at det er samme proces, uanset om du vil låne til en privat bilhandel eller til en bilhandel hos en forhandler.
Overvejer du at købe ny bil?
Læs den store guide: Sådan får du Danmarks billigste billån
Overordnet har du to lånemuligheder, når du vil låne til en privat bilhandel.
Du kan låne hos et finansieringsselskab som Bank Norwegian, Coop Bank eller Santander Consumer Bank, eller du kan vælge at optage lånet hos din traditionelle bank.
»Et finansieringsselskab kan ofte være billigere at låne hos, men omvendt kan det være, at din traditionelle bank kender dig bedre, fordi du normalt er kunde hos dem, så det er lidt en afvejning af, hvad du prioriterer højest,« siger Ronni Nielsen, Key Account Manager i Santander Consumer Bank.
Hvilken finansieringsform skal du vælge? Bank eller finansieringsselskab?
Læs om fordele og ulemper ved bank og finansieringsselskab og hvornår du skal vælge hvad.
Kan jeg låne til privat bilhandel?
I princippet kan alle, der bor i Danmark, er 18 år, er gode betalere og har en vis form for indtægt – varierende fra låneudbyder til låneudbyder – få lov at låne til en privat bilhandel.
Hos langt de fleste låneudbydere er det dog et krav, at du har permanent opholdstilladelse og samtidig bor i Danmark.
Er du registreret i RKI eller Debitor Registret som dårlig betaler, vil du mange steder have svært ved at få lov at låne penge. Det skyldes, at du ved en tidligere lejlighed har vist, at du ikke har kunnet overholde dine økonomiske forpligtelser.
Et andet krav, som du ofte vil møde, er, at låneudbyderen kræver, at du har en vis form for indtægt, som typisk ligger et stykke over dagpengesatsen, og som i praksis betyder, at du skal være i fast fuldtidsjob – eller noget, der minder om – for at få lov at låne penge. Kort fortalt hænger det sammen med, at hvis du ikke er i fast arbejde, vil banken kreditvurdere dig til ikke at blive en god kunde for dem.
»Kravene er naturligvis varierende fra udbyder til udbyder, men de handler overordnet set om, at du skal være kreditværdig – forventer udbyderen, at du kan betale lånet tilbage?,« lyder det fra Ronni Nielsen.
»At låne til en privat bilhandel er ikke anderledes end at få lov til at låne hos en forhandler. Der kan være nogle ting i forhold til processen, hvor du ofte kan låne direkte nede ved forhandleren. Det kan du naturligvis ikke hos den private bilsælger, så du skal have finansieringen på plads, inden du handler hos den private,« fortæller Ronni Nielsen.
Du er ankermand
Hvis du vil låne til en privat bilhandel, er du som udgangspunkt selv ankermand for det hele. Og hvad vil det så sige?
Konkret betyder det, at går noget galt, så kan du kun takke dig selv.
»Du skal sørge for, at bilen bliver omregistreret rigtigt til dig, at pengene går ind hos sælgeren, og hvis ikke det lykkes, kan du ikke som ved en handel hos en forhandler pege på vedkommende og sige “du har klokket i det”. Så hænger den faktisk på dig selv,« fortæller Ronni Nielsen.
Låner du penge til en bil hos en forhandler, får du altså en anden sikkerhed.
»Hos en forhandler er der én, der gør alle de her ting for dig og tjener en skilling på det til gengæld for at give dig en større tryghed. Ved privat bilhandel skal du selv stå for det hele med de faldgruber, der ligger i det,« fortæller Ronni Nielsen.
Privat handel kan godt være lidt grænseoverskridende første gang.
Lær her om de typiske faldgrupper og hvordan du undgår dem.
I afsnittet herunder gennemgår vi, hvordan du alligevel kan skabe sikkerhed for dig selv, når du vil låne penge til en privat bilhandel.
Låneudbyderne har værktøjer
Skal du låne til en privat bilhandel, kan både banker og finansieringsselskaber faktisk hjælpe dig.
Flere af dem tilbyder nemlig at hjælpe dig med selve købsprocessen, så de tjekker for dig, om der er gæld i bilen, hvem der er den retmæssige ejer af bilen og sikrer desuden, at selve betalingen foregår på en tryg og sikker måde for både køber og sælger.
Hos FDM, som sammen med Lån & Spar bank tilbyder et billån, får du eksempelvis adgang til rådgivning gennem hele købsprocessen, ligesom du også kan få hjælp til at få kigget din slutseddel igennem.
Hos Nordea hjælper de dig med at undersøge eventuel gæld og pant på din bil, og tinglyse gælden digitalt, så du ikke ender med at købe en bil, som sælgers kreditor har sikkerhed i.
Santander Consumer Bank kan også hjælpe dig ved at fastslå den retmæssige ejer af bilen, tjekke gæld og aflyse eventuel pant i bilen, og derudover verificere både køber og sælger med MitID og sikre alle overførsler og økonomiske transaktioner.
»Hvis du skal låne til en privat bilhandel, vil jeg anbefale dig at gå efter en udbyder, der hjælper dig så langt hen ad vejen, som det er muligt,« siger Ronni Nielsen.