Skip to main content

Køb af elbil: Er det økonomisk forsvarligt?

Elbilen er måske god for miljøet, men er den også god for din økonomi? Vi har kigget elbilen efter i sømmene for at finde ud af, om den er økonomisk forsvarlig at købe.

Udviklingen inden for elbiler går stærkt i disse år. Rækkevidden øges kontinuerligt, opladningstiden mindskes og priserne nærmer sig hastigt et niveau, hvor mange danskere kan være med.

Elbilen begynder dermed at ligne et seriøst alternativ til benzinbilen, i hvert fald i hverdagen, og en tydeligere grøn agenda i offentligheden og fra politisk side øger kun interessen for elbilen.

Er elbilen en dyr fornøjelse? Tværtimod.
Læs her, så meget koster det at køre elbil.

Det betyder imidlertid ikke, at elbilen nødvendigvis er en god økonomisk investering.

Her i artiklen kan du blive klogere på, om det overhovedet er økonomisk fornuftigt at købe elbil frem for eksempelvis en benzinbil. Nederst i artiklen dykker vi ned i en masse af de myter, der omgærder elbiler.

Hvad kan man få for sin bil, hvis man vælger at sælge den brugt? Det er noget af det, der bestemmer, om en bil er værd at smide penge efter.

Med udsigt til flere nye modeller fra store bilmærker og foreløbig ro om afgifterne kan elbilen måske få sit brede gennembrud?
Læs vores artikel: Elbiler du skal holde øje med i 2022

Der er selvfølgelig aldrig garantier, men erfaringer over årene har vist, hvordan forskellige bilmærker og modeller typisk performer på brugtvognsmarkedet.

Få brugte elbiler skaber usikkerhed

Moderne elbiler er imidlertid stadig relativt nye på markedet og så forholdsvis få, at det er svært at opstille forventninger til gensalgsprisen med samme fundament som for almindelige biler.

Samtidig går udviklingen så stærkt på elbilmarkedet, at en elbil årgang 2022 vil have andre forudsætninger på brugtvognsmarkedet end dem, der bliver solgt brugt med et par år på bagen nu.

I takt med at der bliver solgt flere elbiler, stiger også antallet af brugte elbiler på markedet.
Læs vores guide: Brugt elbil – Sådan gør du et godt køb.

»Man taler ikke om generationsspring for almindelige biler, men det gør man med elbiler,« fortæller Jan Lang, der er kommunikationschef for Bilbasen.dk.

Erfaringer fra Bilbasen.dk viser, at den løbende udvikling for elbiler ikke skaber mærkbare ændringer i gensalgspriserne, men en ny generation af elbiler hæver det tekniske bundniveau på en række områder, og det kan påvirke priserne på tidligere modeller.

»Jeg tror, vi kommer til at se et skift i priserne med det, vi kalder generation 4 af elbiler, som kommer med Jaguar i-Pace, Audi e-tron og VW I.D. De kommer til at gøre en forskel,« vurderer Jan Lang.

Større afskrivning på elbiler

Nissan LEAF er den mest sælgende elbil herhjemme såvel som i hele EU, hvorfor det ofte er en LEAF, du møder på vejen, såvel som på brugtvognsmarkedet. Det betyder, at Nissan har data på gensalgsværdier fra tidligere varianter af LEAF, som de i 2020 lagde til grund for et estimat på, hvordan økonomien ser ud for en Nissan LEAF over en femårig periode.

I estimatet regner Nissan med en større afskrivning på elbiler sammenlignet med en almindelig bil.

Helt konkret har Nissan sammenlignet udgifterne forbundet med at købe og køre i henholdsvis en Nissan LEAF Tekna og en Qashqai Tekna+ i fem år. I sammenligningen regner Nissan med en afskrivning på 50 procent for Qashqai Tekna+, mens LEAF Tekna beregnes med en afskrivning på 65 procent.

I Nissans estimat taber elbilen altså hurtigere værdi end benzinbilen.

Kan man godt bo uden for de store byer og være elbilejer? Sagtens.
 Læs vores artikel: »Jeg tror, det stammer fra min far« Anne-Sophie har kørt elbil i 20 år

Beregningen viser dog samtidig, at LEAF samlet set har færre udgifter over fem år end Qashqai, hvilket betyder, at man sparer omkring 46.000 kr. ved at investere i en LEAF frem for en Qashqai.

Elbilen er i Nissans estimat billigere i drift, i service og i afgifter, hvilket samlet set mere end opvejer forskellen i værditab sammenlignet med benzinbilen.

Ja, elbilen er økonomisk forsvarlig

Det kan måske diskuteres, hvorvidt nogen bil overhovedet er en økonomisk forsvarlig investering, men de tilgængelige data peger i retning af, at du samlet set ikke er dårligere stillet med en elbil end med en almindelig bil.

Du må forvente et højere værditab, men så længe du faktisk bruger bilen, tyder det på, at den billigere drift udligner dette tab.

Er du en af de rundt regnet 9.000 elbilister på de danske veje? Så kender du måske til begrebet rækkeviddeangst.
Læs her, hvad der afgør elbilens rækkevidde.

Med Bilbasen.dk’s erfaring in mente, gør du måske klogt i at skele til udviklingen på markedet og eventuelt sælge din elbil, før næste generation af elbiler rammer forhandlerne. Ellers kan du risikere at få mindre for den, hvis forventningerne om, at en ny generation vil presse priserne, holder stik.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.366