Skip to main content

Parkeringsguide: Kend de hyppigste fejl

Vi gennemgår de typiske parkeringsfejl, så du ved, hvad du skal være ekstra opmærksom på, når du stiller bilen og hvad du gør, hvis uheldet er ude. 

Åh nej. Et stykke papir i vinduesviskeren signalerer fra lang afstand, at du kommer til at betale for at have overset en eller anden parkeringsregel. Det er ærgerlige penge, for hvis afgiften ellers er retmæssigt udstedt, kunne du sikkert have undgået den.

Derfor har vi samlet de hyppigste fejl, folk begår, så du slipper for at få dagen ødelagt af en parkeringsafgift. Og lad os lige begynde med at få på plads, at vi snakker om parkeringsafgift fordi, vi beskæftiger os med almindelige overtrædelser af parkeringsbestemmelserne.

Det er kun politiet, der kan udstede bøder, og parkerer du bilen på en måde, der er decideret farlig for andre, eller spærrer du andres færdsel, kan politiet give dig en parkeringsbøde. I alle andre tilfælde, hvor du holder ind over stregerne, ud for gule kantstene eller på anden måde overtræder almindelige eller lokale parkeringsbestemmelser, så får du en parkeringsafgift.

Hvis du gerne vil undgå en uheldig parkeringsafgift, kan du lade dig inspirere af disse tre overordnede råd:

  1. Brug lidt længere tid på at parkere. Ja, det er kedeligt, og du har noget, du skal nå, men de fleste parkeringsforseelser kan faktisk undgås. Tjek reglerne i området, tjek din parkeringsskive, tjek om du skal betale for parkeringen. Så er du godt hjulpet.
  2. Tag ingen chancer. “Det er sikkert godt nok”, er potentielt den sætning, der har kostet bilister flest penge i parkeringsafgifter. Parker for eksempel hellere 11 meter fra et kryds end 9,5 da vagterne har målebånd med.
  3. Benyt en parkerings-app. Den gør det nemt at betale for din parkering, og du kan justere tiden løbende via telefonen, så du ikke står i en situation, hvor parkeringstiden er udløbet. Samtidig slipper du for at betale for meget “for at være på den sikre side”.

I tvivl om hvordan du søger om et billån? Se vores guidede video.
Santander forklarer - Sådan søger du om et billån

Godt, lad os så se nærmere på de typiske synder vi begår, når vi stiller bilen.

Parkering for tæt på vejkryds

Det er så fristende, men den går ikke. Der er jo masser af plads hen til krydset, og du kan jo sagtens “lige” parkere dér uden at være til gene. Lovgivningen er imidlertid ret klar

Du må ikke parkere indenfor 10 meter af nærmeste kryds eller tværgående vej. Heller ikke i villa- eller boligkvarterer generelt. Et vejkryds er i øvrigt defineret som både vejkryds, vejforgrening og vejudmunding, så måske hjælper det at tænke på reglen som gældende hvert gadehjørne for nemheds skyld.

I en by hvor der ofte er mange kryds og sidegader, kan det nogle steder være svært at finde parkering 10 meter fra et kryds, men sådan er reglerne, og det er de af hensyn til trafiksikkerheden, så trafikanter har mulighed for at orientere sig ordentligt. Og du slipper ikke for parkeringsafgiften fordi, “der ikke var andre pladser”.

Manglende betaling for parkering

Et gennemgående tema i flere af vores hyppigste synder er, at vi nok har en anelse for travlt med at parkere og kunne have undgået en parkeringsafgift ved at have øjnene bedre med os. 

I større byer har betaling for parkering på veje og parkeringsanlæg været en realitet i mange år, men manglende eller forkert betaling er stadig én af de hyppigste parkeringsforseelser.

Ændringer i parkeringszoner får skylden for en del af forseelserne, men i sidste ende er det dit eget ansvar at tjekke bestemmelserne, når du stiller bilen.

Du kan gøre livet væsentligt nemmere for dig selv ved at installere en parkerings-app på din telefon, som gør dig i stand til at betale for din parkering uden at skulle finde en betalingsstander. De lader dig samtidig justere parkeringstiden løbende, så du slipper for at betale for længere tid, end du faktisk parkerer.

De forskellige apps har lidt forskellige gebyrer og muligheder, som du kan få et overblik over i denne artikel fra EB.dk, hvis du vil vide mere.

Ikke indstillet parkeringsskive

De fleste af os har nok prøvet at glemme at stille parkeringsskiven, og bliver vi taget, er det rigtig ærgerligt. Derfor er det også blevet meget populært med digitale parkeringsskiver, der automatisk stiller sig selv, når bilen slukkes. 

Det er i udgangspunktet rigtig smart, men det er stadig dit ansvar at sørge for, skiven er stillet. Det betyder, at hvis skiven ikke er indstillet, den er indstillet forkert eller batteriet er løbet tør, så får du en parkeringsafgift.

Selvom skiven er automatisk, er det derfor en god idé lige at kaste et blik på skiven, når du går fra bilen, så du undgår ubehagelige overraskelser.

Husk i øvrigt at hvis den er gal med din parkeringsskive, så kan du skrive dato og tidspunkt for parkering på et stykke papir og lægge i forruden, men husk i så fald at fjerne parkeringsskiven. Ellers kan der drages tvivl om, hvad parkeringsvagten skal kigge på, og det er faktisk en forseelse i sig selv, hvis du har to P-skiver, og så får du en parkeringsafgift.

Hvis du er i tvivl om, hvordan du indstiller tiden korrekt på parkeringsskiven, kan du læse mere om det på FDM’s hjemmeside.

Parkering hvor der er parkeringsforbud

Endnu et eksempel på vores manglende opmærksomhed når vi kommer til at parkere eller måske i hast vælger at parkere, hvor det egentlig er forbudt.

Det kan være en forbudszone, gule kantsten eller anden markering, der viser, parkering er forbudt, og lige meget om du har set det eller ej, så er parkeringsvagten i sin gode ret til at efterlade en parkeringsafgift i din forrude.

Husk at hvis det er en parkeringsfri zone, så gælder forbuddet frem til, du møder et skilt som ophæver forbuddet. Det er altså ikke nok at finde en sidevej eller lignende, for du vil stadig være i “zonen”, indtil du møder et nyt skilt.

Parkering helt eller delvist på cykelsti eller fortov

Vi gør det jo nok for at skabe bedre plads til vore medtrafikanter på kørebanen, men lige at smide to hjul ind på cykelstien eller op på fortovet er ulovligt. Det er nemlig til gene for færdslen på cykelstien og fortovet. 

For at sikre cyklister, kørestolsbrugere såvel som barnevogne med flere fri passage, må du altså ikke parkere ind over streger eller kantsten til cykelsti og fortov.

Hvad koster det at parkere ulovligt?

Prisen på en parkeringsafgift kan variere alt efter, hvem der udsteder den. Er forseelsen sket på en offentlig vej, vil afgiften lyde på 510 kr., med mindre der er skærpede omstændigheder, som at parkere på en handicapplads, for så fordobles afgiften.

På privat vej eller område er det parkeringsfirmaet, der sætter afgiften, og mange steder lyder den på mellem 700 og 800 kr. Dertil bliver der ofte lagt et mindre administrationsgebyr således, at en parkeringsafgift på eksempelvis 795 kr. kan ende med at koste dig omkring 813 kr.

Overvejer du at købe ny brugtbil? Se de 5 bedste brugtbiler her. 
Hvilken brugtbil skal jeg købe? Her er de 5 bedste

Hvad gør du, hvis uheldet er ude?

Har du har fået en parkeringsafgift, så bør du først og fremmest tjekke, om begrundelsen for udstedelsen er korrekt. Og vær ærlig overfor dig selv. Hvis du faktisk har glemt at sætte P-skiven, parkeret ind over stregerne på parkeringspladsen eller parkeret for tæt på et kryds, så er det desværre dig selv, du bør være utilfreds med og ikke parkeringsvagten.

Betal afgiften, og få den ud af verden så hurtigt som muligt, andet kan ikke svare sig.

Mener du derimod, parkeringsafgiften er udstedt ubegrundet, kan du klage over parkeringsafgiften på følgende måde:

  1. Dokumenter din parkering. Tag billeder af din parkering og skiltene i området samt andet, der kan underbygge din sag.
  2. Send en klage til udstederen af afgiften. Hvad enten det er en offentlig myndighed eller parkeringsfirma, så er det udstederen af afgiften, der skal have din klage.
  3. Skriv til ejeren af parkeringspladsen. Har du fået parkeringsafgiften på en plads, der ejes af eksempelvis et butikscenter, vil ejeren nogle gange hjælpe dig med at få afgiften annulleret for at undgå utilfredse kunder.
  4. Send en afvist klage videre til Parkeringsklagenævnet. Er afgiften udstedt af et parkeringsselskab, kan du vælge at sende klagen videre til Parkeringsklagenævnet, hvis klagen bliver afvist af selskabet. Det koster 175 kr., og hvis du vinder, får du pengene tilbage, ellers koster det kun dette begrænsede gebyr.

Vi kan desværre ikke hjælpe dig med at finde en parkeringsplads, men forhåbentlig føler du dig nu mere tryg efter at have læst denne artikel næste gang, du stiller bilen fra dig.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367