Skip to main content

Hvornår skal du have en carport?

Står bilen under åben himmel, overvejer du måske at investere i en carport, men hvornår er det en god idé, og hvad koster den? Få svarene i denne artikel.

Er du træt af at komme ud til en bil med sne på køleren eller frost og fugleklatter på ruderne, så kan en carport minimere den frustration. Hvis du forventer at forlænge din bils levetid ved at bygge en carport, så er der imidlertid ikke meget at vinde.

Ifølge FDM er det nemlig underordnet, om bilen holder under åben himmel eller i en carport. Bilen er bygget til at tåle vind og vejr, og derfor er der ikke en betydelig forskel på, om den står under et tag eller ej.

Du investerer således ikke i en carport for bilens skyld, men for din egen og derfor kan du lige så godt gøre det ordentligt. Sådan lyder meldingen fra Pernille Hjorth, der er arkitekt og sekretariatsleder i Danske Boligarkitekter.

»Hvis du vil have en carport, bør du gøre det helhjertet, for carporten er typisk noget af det første, folk ser, når de ankommer til din bolig, og så er det synd, hvis det er en tilfældig standardmodel fra et byggemarked,« siger arkitekten.

Læs også: En garage øger værdien af huset

Er du fiks på fingrene, så læs denne:
Gør-det-selv: Hvilke forbedringer må du selv foretage i boligen?

Pernille Hjorth ser alt for mange eksempler på, at folk nedprioriterer carporten, og kun tænker på den som en praktisk funktion.

»Det er typisk noget, som folk ikke bruger så mange penge på, for de vil hellere have et nyt køkken end en carport. Carporten bliver nedprioriteret til en praktisk funktion, men man bør kigge på det som en bygning, der står på din grund, og som derfor skal passe ind,« siger hun.

Carport eller garage?

Eftersom det er dine egne behov og ikke bilens, der tilgodeses med en bygning til bilen, er det værd at overveje hvilke typer, der passer bedst til dine behov. Overordnet kan du vælge mellem en carport og en garage, og hvis du er i tvivl om, hvad der er hvad, kommer der en forklaring herunder.

Carport

En carport er i princippet blot et halvtag, du kan parkere under. Halvtaget bygges typisk på nogle stolper og fås i både jern og træ med en række tagløsninger i forskellige materialer. Carporten kan godt have en væg på den ene side, og nogle gange er der tilknyttet et skur, men carporten vil stadig fremstå forholdsvis åben og let i konstruktionen. Carporten tager det værste nedbør, men skærmer ikke fuldstændigt for vind og vejr.

Garage

En garage er ikke bare overdækket, den har nemlig også sider og er ofte integreret direkte i husets konstruktion. Garagen er lukket med en port således, at bilen er helt væk fra omverdenen, og de større af slagsen har plads til værktøj og andet praktisk udstyr. I en garage står bilen således tørt og typisk ganske frostfrit, også selvom den ikke skulle være isoleret.

Din parkeringsløsning: Disse ting skal du overveje

Garagen er således en dyrere og mere kompliceret konstruktion, så hvis dit hus er “født” uden en garage, er det derfor typisk en carport, der er den oplagte løsning. Det er imidlertid op til dig at finde den løsning, der passer til dine behov, og vi præsenterer her en liste med de vigtigste overvejelser, du bør gøre dig ifølge Pernille Hjorth fra Danske Boligarkitekter.

  • Økonomi: Begynd med at kigge i din pung, for det er altafgørende, du kender din økonomi og lægger et budget. Det afgrænser nemlig dine muligheder.
  • Størrelse: Skal der være plads til én eller to biler - og hvad med andre transportmidler, cykler og den slags. Tænk dit behov igennem.
  • Opbevaring: Både en carport og en garage kan give mulighed for opbevaring af forskellig slags, så overvej nøje, hvad du vil bruge din parkeringsløsning til.
  • Elektricitet: Det pratisk at integrere noget belysning i parkeringsløsningen foruden kontakter, der blandt andet gør det nemt at støvsuge bilen. Du kan også overveje, om der skal være plads til en oplader til en elbil. Selvom du måske ikke har det behov lige nu, er det ikke utænkeligt, at det kommer i fremtiden, eller at en fremtidig køber vil sætte pris på det.
  • Placering: Hvor skal parkeringsløsningen opføres? Der er mange hensyn at tage til både have, vejforhold, naboer, skel og lysindfald til boligen. Husk i den forbindelse at tjekke kravene i bygningsreglementet.
  • Godkendelser: Det kan være nødvendigt at søge om tilladelse til at bygge en carport eller garage. Undersøg derfor kravene, og ansøg i god tid.

Hvad koster en ny parkeringsløsning?

Prisen er afhængig af typen, størrelsen, materialerne og kompleksiteten i løsningen. Andre byggeprojekter varierer selvfølgelig også i pris, men for parkeringsløsningen er det særligt udtrykt.

Du kan få en carport som samlesæt hos et byggemarked til omkring 1.300 kr., mens du ikke kommer særligt langt for 100.000 kr, hvis du vil have en muret garage. Faktisk mener arkitekt Pernille Hjorth, at priserne varierer så meget, at det vil give lige så meget mening at spørge til prisen på “en sort bil” som en generel pris på en parkeringsløsning.

Hvad får du ud af at lave boligforbedringer? Se videoen herunder og bliv klogere:
»Det giver mere livskvalitet« - En baby i hjemmet fik Camilla og Johan til at gentænke boligen

Vi må derfor indsnævre mulighederne lidt, og i listen herunder kan du se nogle omtrentlige priskategorier for forskellige løsninger:

  • Samlesæt fra byggemarked og lignende koster mellem 1.300 og 10.000 kr.
  • Standardløsning med individuel tilpasning koster mellem 40.000 og 170.000 kr.
  • Individuel løsning koster fra 60.000 kr. og opefter.

Prisen løber altså hurtigt op, og det er der mange, der har svært ved at acceptere, fordi de jo “ikke skal bo i det”. Der er imidlertid noget at vinde ved at bruge tid og ressourcer på en ordentlig løsning.

En bolig med en parkeringsløsning, som passer til omgivelserne, er alt andet lige mere attraktiv, og det kan godt få indflydelse for boligens salgbarhed.

Få hjælp til den bedste løsning

Lige meget hvilken parkeringsløsning du er interesseret i, mener Pernille Hjorth, at du bør søge rådgivning hos en arkitekt og ikke blot få et tilbud fra håndværker eller entreprenør.

»Det er et lille projekt, og mange tænker, det er ikke nødvendigt med en arkitekt, men håndværkeren ved ikke nødvendigvis, hvordan opgaven løses bedst, og hvad der passer bedst til huset,« siger hun og understreger, at håndværkerne er dygtige til at bygge, og det derfor er dét, man skal bruge dem til.

Du kan få en arkitekt ud til et afklaringsmøde, hvor du får sparring til alt fra udseende, materialer og placering til økonomi. Arkitekten har også styr på alle bygningsmæssige krav og eventuelle godkendelser. Prisen for det første afklarende møde ligger ifølge Danske Boligarkitekter typisk mellem 2.000 og 5.000 kr. Du får selvfølgelig ikke en færdigtegnet carport på ét møde, men du får afprøvet dine idéer og et indtryk af omfanget.

Vil du gerne øge chancen for at tjene på at renovere boligen? Læs med her:
4 tips til at sikre gevinst ved boligforbedringer

»Du får klarhed om projektet, om dit budget passer til dine drømme, og så har du mulighed for at få lavet en projektbeskrivelse, som du kan bruge til at indhente tilbud fra forskellige entreprenører,« forklarer Pernille Hjorth.

På den måde bliver tilbuddene nemmere at sammenligne, fordi de bygger på samme detaljerede projektbeskrivelse.

Skal du have en carport?

Hvis du overvejer en carport eller garage, så tag et nært blik på din bolig først. Der er nemlig mange dele af boligen, som er vigtigere at investere i end en carport.

»En flot carport er en flot gave til dit hus og din bil, men det er noget, som man nok først bør tage fat på, når der er taget hånd om de andre ting,« mener arkitekt Pernille Hjorth.

Undersøg derfor, om huset trænger til vedligeholdelse, eller om der er nogle energiforbedringer, du kan lave som nye vinduer, nyt tag eller en ny varmekilde. Dine penge er nemlig givet bedre ud til sådanne investeringer frem for en carport.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367