Skip to main content

Lån til køkken: Hvilke muligheder har du?

Trænger køkkenet til kunstigt åndedræt, så læs med her, hvor vi gennemgår dine muligheder for at tage et lån til at omdanne dit køkken til et drømmekøkken.

Køkkenet er ét af boligens vigtigste rum, og for mange er det selve hjertet i hjemmet. Det er nemlig ikke kun stedet, hvor familiens måltider tilberedes. Mange læser, arbejder, laver skoleopgaver, snakker sammen, spiller spil eller udfolder sig kreativt i køkkenet.

Det er dog langt fra alle køkkener, der kan imødekomme en moderne families behov, og går du med overvejelser om at renovere dit køkken, når du sikkert hurtigt til det spørgsmål, som kan ødelægge enhver god dagdrøm:

Hvordan skal vi få råd til et nyt køkken?

Læs også: Hvad koster et nyt køkken?

Et nyt køkken kan nemt blive dyrt. Når først levering og montering er lagt til, kan den samlede regning sagtens ende et sted over 100.000 kr., og det er ikke alle der har sådanne beløb stående i banken.

Derfor har vi taget en snak med Paw Becker, der er partner og medstifter af Fairkredit, som hjælper private med lånemuligheder, når de traditionelle muligheder ikke slår til.

»Jeg vil sige, at realkreditlån er det billigste, men det er jo ikke alle, der har mulighed for at optage eller udvide et realkreditlån, men så findes der andre lånemuligheder,« forklarer Paw Becker.

Her er lånetyperne til køkkenrenovering

Lånemulighederne, når du vil renovere dit køkken, kan generelt set inddeles i fire kategorier. Listen herunder er altså ikke fuldstændig, men repræsenterer fire af de mest almindelige lånemuligheder:

  1. Realkreditlån
  2. Banklån med pant i boligen
  3. Privatlån uden pant
  4. Ejendomskreditlån

De fire kategorier er her listet fra billigst til dyrest efter generelle betragtninger omkring forventede rentesatser og etableringsomkostninger. Individuelle sager og økonomiske forhold kan lave om på rækkefølgen.

»Det er altid en god idé at indhente lånetilbud fra flere låneudbydere for at finde det bedste lån i forhold til dine specifikke økonomiske forhold,« siger Paw Becker.

I de næste afsnit dykker vi lidt længere ned i hver enkelt kategori og svarer på under hvilke omstændigheder, de hver især passer bedst.

Realkreditlån

Et realkreditlån bliver typisk optaget i forbindelse med et boligkøb. Der bliver taget pant i ejendommen, og denne pant stilles som sikkerhed for kreditinstituttet. Dette betyder, at du kan nyde godt af generelt meget lave renter i forhold til andre låntyper, hvor der ikke optages pant.

Samtidig giver realkredit mulighed for at fordele tilbagebetalingen over op til 30 år, så den månedlige ydelse bliver forholdsvis lille.

»Realkredit er kun en mulighed, hvis der er friværdi nok i boligen til, at du kan finansiere køkkenet inden for 80 pct. af boligens samlede værdi,« siger Paw Becker.

Det betyder, at hvis du i forvejen har belånt 80 pct. af boligens værdi, så kan du ikke benytte realkreditten til et nyt køkken. Hvis boligen er steget i værdi, eller du i forbindelse med købet ikke har udnyttet de fulde 80 pct. af boligens værdi, så kan du udvide dit realkreditlån op til de 80 pct. og udnytte midlerne til dit drømmekøkken.

Det er imidlertid ikke gratis at optage eller udvide et realkreditlån.

»Etableringsomkostningerne ved et realkreditlån er ret høje, og det betyder, at det typisk kun kan betale sig at udvide realkreditten ved forholdsvis høje beløb på omkring 300.000 kr. eller derover,« fortæller partneren i Fairkredit.

Det kan med andre ord generelt ikke betale sig at udvide realkreditlånet med eksempelvis 100.000 kr., selvom realkredit giver de bedste renter. Det, du sparer ved renteforskellen til et privatlån, bliver så at sige “ædt op” af de høje etableringsomkostninger.

»Realkreditlån er overordnet set bedst til høje beløb, som betales tilbage over lang tid,« siger Paw Becker.

Banklån med pant i boligen

Hvis ikke du har friværdi nok i boligen til at udvide realkreditten, eller dit nye køkken ikke kræver et beløb, som er stort nok til at gøre realkredit attraktivt, så kan du spørge efter et banklån med pant i boligen.

»Det er måske ikke så almindeligt kendt, men en bank kan gå ind og optage pant i boligen i forbindelse med et banklån. Det giver banken en sikkerhed for lånet og bør sikre dig bedre renter, end et almindeligt banklån,« forklarer Paw Becker.

Der er imidlertid ingen garanti for, at det kan lade sig gøre, og omkostningerne ved denne låntype kan svinge ret kraftigt.

»Det er en god mulighed specielt, hvis man har en bank, som man føler, man kan tale med, men det er vigtigt at holde øje med omkostningerne,« siger Paw Becker.

Privatlån og banklån uden pant i boligen

For mindre beløb og op til 300.000 er privatlånet uden pant den mest almindelige finansieringsform. Privatlånet har som udgangspunkt lidt højere rentesatser, fordi der ikke er optaget pant i boligen, og låneudbyderen derfor ikke har nogen sikkerhed for det lånte beløb.

Til gengæld har privatlånet andre fordele, mener Paw Becker.

»Privatlånet er hurtigt og nemt, og det er typisk ikke dyrt i etableringsomkostninger, og rammer man de nedre rentesatser, kan privatlånet konkurrere med banklånet selv uden, der er optaget pant,« siger han.

Du kan indhente tilbud på privatlån på internettet ved blot at uploade dine data. Derfor synes Paw Becker, at det altid er en god idé at tage privatlånet med i overvejelserne. Med mindre du har brug for et af de helt store lån, som overstiger beløbsgrænsen, som hos eksempelvis Santander ligger på 350.000 kr.

»Det fede ved denne låntype er, at det er nemt og hurtigt, og du ikke skal stå skoleret i banken for at forsvare, hvad du skal bruge pengene til,« forklarer Paw Becker.

Et privatlån er en oplagt løsning, hvis du ikke har mulighed for at udvide et realkreditlån, eller hvis du skal bruge et mindre beløb på under 300.000 kr.

Kan du opnå de lavest mulige renter med privatlånet, er det særdeles konkurrencedygtigt. Du skal være opmærksom på, at tilbagebetalingstiden for et privatlån ligger på maksimalt 15 år, og det kan betyde noget for den månedlige ydelse i forhold til andre lånemuligheder.

En kortere tilbagebetalingstid betyder typisk en højere månedlig ydelse end lån med længere løbetid, fordi tilbagebetalingen er strækket ud over længere tid.

Ejendomskreditlån

Den sidste mulighed er et ejendomskreditlån. Med denne låntype optager kreditfirmaer som Fairkredit pant i boligen, og lånet stilles til rådighed gennem et samarbejde med nogle investorer. Renterne ligger på nogenlunde samme niveau som privatlånet, men etableringsomkostningerne er noget større, faktisk omkring 20.000 kr. Dette skyldes, at det kræver en detaljeret gennemgang af en persons økonomi for at vurdere muligheden for et ejendomskreditlån.

Denne låntype kan være en god idé for folk med en kompliceret økonomi, som gør det svært at “passe” ned i de almindelige banker og pengeinstitutters kasser.

»Det kan eksempelvis være personer, som med deres økonomi falder uden for bankernes systemer, og derfor vil få afslag hos en traditionel bank. Dem kan vi hjælpe,« siger Paw Becker.

Ejendomskreditlån er altså en mulighed for folk med en kompliceret økonomi, som ikke kan få et lån gennem en traditionel bank eller pengeinstitut. Det gælder eksempelvis selvstændige erhvervsdrivende eller folk med svingende økonomi.

Det er generelt set et dyrere lån, men skal drømmekøkkenet realiseres udenom banker og pengeinstitutter, kan ejendomskreditlånet være en mulighed.

Gør bankerne “sultne”

Som du kan se, har du flere muligheder for at optage et lån til dit drømmekøkken, og hvilken mulighed, der passer til dine forhold, afhænger meget af din økonomi og boligejerforhold.

Det kan være svært at påvirke lånevilkårene direkte, da de typisk afhænger af ting som din indtægt og eksisterende gæld, som du ikke “bare lige” kan ændre på.

Paw Becker har imidlertid et godt råd til, hvordan du kan gøre bankerne mere “sultne” efter at yde dig et lån, og dermed sikre dig bedre betingelser:

»Et godt tip er, at hvis man har eksisterende lån, skal man altid forsøge at lægge dem ind i et nyt lån. Hvis du på den måde samler flere lån i forbindelse med et lån til et køkken, gør det långiveren mere “sulten”, og det kan give bedre forhold,« siger partneren og medstifteren af Fairkredit, Paw Becker.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367