Skip to main content

På med arbejdshandskerne: Hvad er bæredygtigt byggeri og renovering?

Hvad skal du vide, hvis du overvejer at kaste dig ud i bæredygtigt byggeri eller renovering? Få svaret her.

Klink, klink, siger det, når mejslen rammer de slidte mursten, så den gamle puds ryger af og muliggør, at de brugte mursten kan få nyt liv. Et møjsommeligt arbejde, men du er nødt til bare at klø på. Intet må gå til spilde.

Ovenstående virke måske ekstremt, men selvom det er tidskrævende at rense mursten for gammel mørtel, for at kunne bruge dem igen, er det essentielt, når vi snakker bæredygtigt byggeri.

Genanvendelse og lang levetid for vores ressourcer er nemlig afgørende.

I denne artikel bliver du klogere på, hvad bæredygtigt byggeri eller renovering er for en størrelse, og så får du svar på, hvorfor du skal finde dine arbejdshandsker frem fra gemmerne.

Vidste du, at du kan få tilskud til energirenovering af din bolig? 
Se hvordan i: Tilskud til energirenovering? Sådan får du en økonomisk håndsrækning

Hvad er bæredygtigt byggeri?

Begrebet ‘bæredygtigt byggeri’ kan anskues fra flere forskellige vinkler. Tager man den rent ressourceorienterede kasket på, så handler bæredygtigt byggeri især om brugen – og genbrug – af ressourcer, men faktisk er det ikke så ligetil at definere begrebet. 

»Det er svært at definere helt præcist, men for den almindelige boligejer handler det især om at undgå unødvendig belastning af miljøet nu og fremover. Det er altid en belastning at gøre noget og bygge noget, men man kan gøre meget mere bæredygtigt ved at tænke sig godt om,« siger Tine Nielsen, arkitekt og fagekspert hos Bolius.

Se videoen: 8 vigtige råd, inden du går i gang med boligforbedringer.  

For tiden boomer byggeriet i Danmark. Overalt skyder nye bygninger op, som ofte er højere og større end dem, de erstatter eller bliver nabo til. Og traditionelle byggerier gør stor brug af beton, mineraluld, kemiske fugemasser og malinger. Det er en byggeform, som kræver store mængder energi, tærer på planetens ressourcer og giver affald, der kan være svært at genanvende.

I Danmark stammer 30 procent af den samlede affaldsmængde fra byggesektoren, så for din egen pengepung og det gode formåls skyld, er der god grund til at tænke mere bæredygtighed ind, selv når dit byggeprojekt er et skur i haven.

CTA - Nyhedsbrev tilmelding3.png

Mere effektivitet

Sigtet med bæredygtigt byggeri er blandt andet at bygge gode, sunde boliger, samtidig med at man tager hensyn til miljø og klima.

Desuden handler bæredygtig byggeri om at udvikle og bruge gode alternativer til de traditionelle byggemetoder, der som nævnt tærer hårdt på naturens ressourcer. Netop det er årsagen til, at begrebet er meget oppe i tiden, fortæller Michael H. Nielsen, direktør i Dansk Byggeri. 

»Klimabevidsthed og -bekymring fylder meget, og det øger bevidstheden om brugen af ressourcer. Hvad er det, vi gør ved de ressourcer, vi har? Vi har én klode, hvordan passer vi godt på den?,« lyder det fra Michael H. Nielsen. 

Vi bruger 40 procent af den samlede mængde energi på vores bygninger – primært til opvarmning, lys og andre elektriske apparater, men det er nødvendigt, at vi effektiviserer på den front, mener direktøren.

Hvad bør du energiforbedre for at sikre største gevinst af dit arbejde? 
Energiforbedring af din bolig? Disse ting kan du optimere

»Stort set alle lande har tiltrådt FN's mål om at imødegå temperaturstigninger via mindre CO2-udledning. Det kan vi gøre ved at transformere vores energikilder, så de er mere grønne, men skal det lykkes på en omkostningseffektiv måde, må vi også se på, hvordan vi energieffektiviserer, blandt andet i vores bygninger. De står for så stor en del af forbruget, at vi skal kigge på, hvordan vi kan gøre dem mere effektive, så de bruger så lidt energi som muligt,« siger han. 

Bredere begreb

Bæredygtigt byggeri er et bredt begreb, der er blevet bredere gennem de senere år, lyder det fra Tine Nielsen fra Bolius. 

»Begrebet er blevet mere kompliceret i dag, fordi man har flere aspekter med, f.eks. det bredere ressourceforbrug,« siger Tine Nielsen. 

Hun fremhæver, at man tidligere betragtede de såkaldte passivhuse som meget bæredygtige, fordi de bruger meget lidt energi i forhold til mere almindelige huse. Men til gengæld koster det meget på klimaregnskabet at bygge husene, blandt andet på grund af materialerne, og den slags er med til at skubbe til begrebet, fordi husene så viser sig at være mindre bæredygtige end antaget. 

»I dag handler bæredygtigt byggeri meget om at bruge så få ressourcer som muligt i et kæmpe stort regnskab, samtidig med at man forsøger at kigge frem i tiden. Jo længere et hus står, jo længere det holder, jo mindre belaster det miljøet,« siger hun.

Et treægget sværd

Et bæredygtigt byggeri kan overordnet opdeles i tre forskellige kategorier:

  • Miljømæssig kvalitet
  • Social kvalitet
  • Økonomisk kvalitet

Hvad dækker de betegnelser så over?

Miljømæssig kvalitet: 
Den miljømæssige kvalitet dækker over alt, hvad der vedrører natur, miljø, klima og ressourcer og omfatter blandt andet optimal udnyttelse af ressourcer, produktion med lave omkostninger og energirigtig drift.

Social kvalitet: 
Social kvalitet handler om menneskers sundhed og trivsel og drejer sig blandt andet om at have et godt indeklima og brug af materialer, der ikke afgiver skadelige stoffer. Desuden er der fokus på gode lysforhold og godt indeklima, fordi det er velkendt, at det påvirker humøret og produktiviteten.

Økonomisk kvalitet: 
Økonomisk kvalitet har fokus på det rent økonomiske aspekt ved bæredygtigt byggeri. Får boligen et lavt energibehov med holdbare materialer, som er lette og billige at vedligeholde? Det er nemlig med til at give en mere stabil driftsøkonomi. Desuden kan et lavere energiforbrug ruste boligøkonomien mod fremtidige energiprisstigninger.

Bæredygtigt kan sagtens være moderne

Læs også: Kan bæredygtig byggeri betale sig økonomisk?

Det er alt sammen meget godt, men hvad skal du som helt almindelig boligejer så vide om bæredygtigt byggeri eller renovering?

Ja, du skal måske selv overveje at finde arbejdshandskerne frem. 

»Du behøver ikke gå rundt i hørbukser for at være bæredygtig, for du kan sagtens bygge bæredygtigt, som både er moderne og minimalistisk. Men tankegangen med ikke at smide tingene væk, kan man godt bruge, fordi det er en del af at tænke fremad,« siger Tine Nielsen. 

Så når man indsamler, renser og gemmer brugte mursten fra nedrevne bygninger til senere projekter, sparer man på ressourcerne, sparer penge og bidrager til en mere bæredygtig byggesektor.

Og kan du overføre den tankegang til dit byggeprojekt, så kan du være med til at reducere det ressourcebrug, som ellers kendetegner byggeriet.

Hvordan du selv kan bygge eller renovere mere bæredygtigt, kan du læse meget mere om her.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367