Skip to main content

Disse seværdigheder skal du opleve i Stockholm

Hvad med at balancere 43 meter over asfalten med herlig udsigt? Eller måske en spøgelsestur i Gamla Stan? »Nordens Venedig« byder på meget mere, end du tror.

For mange er Sveriges pulserende hovedstad, Stockholm, synonym med shopping og flotte hoteller. Men byen byder på meget mere og mange flere seværdigheder – hvad enten du er på jagt efter kulturelle berigelser, spændende mad, naturoplevelser eller bare afslapning.

Når shoppingen i Södermalm er overstået, og du måske ikke er klar til fest på Stureplan, er det godt at vide, at der er utallige andre muligheder for uforglemmelige oplevelser i Stockholm.

Det behøver ikke være svært at undgå dyre og dårlige turistfælder, og i stedet få oplevelser, du aldrig glemmer. 
Læs vores guide: Sådan finder du de skjulte perler, når du rejser.

»Nordens Venedig«

Stockholm bliver af mange betegnet som »Nordens Venedig«. Byen i sig selv har i underkanten af en million indbyggere, mens hele byregionen totalt har 2,3 millioner indbyggere. Stockholm er bygget på 14 øer, hvor indsøen Mälaren render ud i Østersøen. Øerne bindes sammen af i alt 53 broer, som skaber et mylder af små fine kanaler og holme – samt den smukke Skjærgård, som Stockholm er verdenskendt for. En tur med kanalbåd eller fjordcruise er absolut at anbefale, når vejrguderne er på din side.

Midt i smørhullet ligger en rigtig turistmagnet, som du ikke kan komme uden om, når du er i Stockholm. Gamla Stan er den oprindelige bykerne fra byens grundlæggelse i 1200-tallet. Til trods for en omfattende modernisering efter en brand i 1600-tallet er Gamla Stan en af Europas bedst bevarede bykerner fra middelalderen. Øen Stadsholmen huser Stockholms Slot, som er den svenske monarks officielle residens.

Læs også: Dette bør du opleve i Barcelona.

Kan du holde nerverne i ro?

Når du først er i Gamla Stan, findes der en spændende, men måske lidt utraditionel måde at lære lidt om byens historie. En »spøgelsestur« er en halvanden times vandring i de ældste dele af Stockholm. Her får du en underholdende lektion om mord, sygdomme og spøgelser. Arrangøreren fortæller, at de, som tør deltage, både får lov at lære, lugte og smage på historien. Tør du? 

Apropros adrenalin, der pumper rundt – hvad med en tagvandring med spektakulær udsigt 43 meter over Stockholms gader? Den adrenalinfyldte tur sker på »Gamla Riksdagshuset« på Riddarholmen. Mens de sikkerhedscertificerede guider fortæller anekdoter og historier om byen, kan du nyde en af Stockholms bedste udsigter. Du er selvfølgelig spændt godt fast i sikkerhedsudstyr, og turen indebærer ingen udmattende klatring. Tør du?

Komfort for livsnyderen

Er du typen, som hellere vil tage livet med ro, koble helt af og lade op til en ny shoppingrunde? Sturebadet er en luksuriøs spa fra slutningen af 1800-tallet. Her kan du både bade, selvfølgelig få spa-behandling og ikke mindst træne. Bagefter kan du nyde en middag i restauranten, som har udsigt over bassinområdet, eller udsigten fra tagterrassen.

Stockholm er også kendt for gode mad- og drikkeoplevelser. Hvad ville et besøg i den svenske storby være uden en »fika«? En fika kan bedst beskrives som en lille kaffepause med noget til – noget som svenskerne tager meget alvorligt. »En fika« handler om livsstil, om det at tage et lille pusterum fra hverdagens asen og masen. Faktisk er der flere kulturer rundt om i verden, som har taget begrebet i til sig.

I Stockholm findes en række hyggelige konditorier og små cafeer. Et eksempel er det snart hundrede år gamle Tössebageriet, som har nogle af Sveriges bedste konditorer i staben. Gourmetguiden White Guide har kåret konditoriet til Sveriges bedste i 2015 og 2016.

En fryd for øjet – og for ganen

Vidste du, at et af Sveriges mest populære turistmål har med foto at gøre? Fotografiska, som er lokaliseret i et over hundrede år gammelt teglstenshus i Jugendstil ved Stadskårdskajen, er nemlig en af verdens største samlingspladser for fotografi.

Hvert år er Fotografiska vært for mellem 20-25 store udstillinger – plus adskillige mindre. Her kommer alt fra verdenskendte fotografer til amatører med mobilkamera som »våben«. Museets vision er at inspirere til en mere bevidst verden. Derfor er samfundsansvar og det at rette fokus på vigtige sager lige så vigtig som kunsten i sig selv. Restauranten, som bestyres af Paul Svensson, er i sig selv et besøg værd. Den blev kåret til verdens bedste museumsrestaurant i 2017.

Bliv verdensstjerne for en dag

ABBA The Museum vil ikke bare give dig et indblik i det verdenskendte bands liv – det vil have, at du skal føle dig som det femte medlem af gruppen. Foruden det oplagte som tøj, platinplader og andre rekvisitter, kan du se, hvordan du ser ud i deres legendariske scenekostumer, synge i Polarstudiet, se fede hologrammer og ikke mindst stå på scenen med bandet.

Hvis du ønsker mere musik, er Stockholm stadig stedet. Her er er det muligt at opleve livekoncerter og shows hver dag året rundt. Eksempler på steder, som virkelig er et besøg værd, er koncertstedet og klubben Debaser Strand, jazzklubben Fasching og Södra Teateren for bare at nævne nogle få.

Udendørsspillestedet Trädgården, som bliver til indendørsklubben Under Broen, når sommeren er slut, byder på herlig festivalatmosfære. Her spinner nogle af verdens mest kendte DJ's plader natten igennem, og nye talenter får lov at fyre den af. Hvem ved, måske får du lov at opleve en ny verdensstjerne før alle andre?

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367