Skip to main content

Forlænget weekend? 3 byer du måske ikke har tænkt på at besøge

En miniferie væk fra hverdag og rutiner behøver ikke nødvendigvis være i London eller Rom. Der er mange andre torve, markeder og oplevelser, som venter.

Hvor mange selfies har du set af folk på Peterspladsen i Rom eller ved Big Ben i London?

De kendte storbyer trækker mange turister til, også på forlængede weekender, men der er jo ingen grund til at gøre som "alle" andre. Der er nemlig en række andre byer, som ikke er ligeså kendte, men som rummer virkelig gode oplevelser for den eventyrlystne.

Hvis du planlægger en forlænget weekend, kan du udfordre dig selv lidt ved at kigge efter destinationer i f.eks. Tyskland, i Alperne - eller hvad med næsten at forsvinde i Jerusalems smalle gyder?

Er du frisk på at prøve noget nyt er her 3 byer, du måske ikke havde tænkt på at besøge:

Innsbruck

Byen er hovedstad i den østrigske delstat Tyrol og har 118.000 indbyggere. For mange danskere er byen måske bedst kendt for skihop på Bergiselbakken.

Ud over at være vintersportsområde byder Tyrols største by på flot, historisk arkitektur, 20 museer og kabelbane op i bjergene. Er du klar på frisk luft og en forlænget weekend i alpeland? 

Valuta: Euro

Prisniveau: I Østrig er prisniveauet omtrent, som det er i Danmark – og dermed også billigere end i Schweiz.

Kom dertil: Den mest effektive måde at komme til Innsbruck er via Frankfurt. Det tager cirka tre timer at flyve dertil, og billetprisen for en tur-/returbillet ligger på mellem 2.500 og 3.000 kroner. Du kan også flyve til München og tage toget videre gennem Brennerpasset. Togturen tager en times tid, og du får en fantastisk udsigt mod Alperne.

Overnatning: Bymidten er kompakt, og du finder en række gode hoteller i centrum. Du kan vælge alt fra store hotelkæder til små familiedrevne hoteller i tyrolerhus-stil.

Mad: Wienerschnitzel! Hvis du hører seriøse bankelyde fra køkkenet efter at have bestilt schnitzel, er det et godt tegn. Det betyder, at kokken tilbereder den, som den skal tilberedes, og ikke henter den op fra fryseren, og smider den i en frituregryde i nogle sekunder. Du får store portioner, når du bestiller traditionel tysk mad, så und dig selv en »grosses bier« (øl) til.

Det skal du opleve: Bycentrum ligger 574 meter over havet, og bjergene, som rager op rundt om byen, har flere toppe på over 2.500 meter. Tag gondolbanen til toppen af Hafelekar. 2.334 meter over havet er udsigten fantastisk, og det er sjældent tåget på toppen.

Andre attraktioner er den gamle del af byen med bytårnet og det berømte gyldne tag (Goldenes Dach). Det er også værd at besøge en eller flere af byens omkring 20 museer, katedralen, slottet Ambras og den zoologiske have Alpenzoo. Vidste du, at Innsbruck har sin egen triumfbue i Maria-Theresien-Strasse? 

Og selvfølgelig skal du tage til toppen af Bergiselbakken, hvor der hvert år arrangeres verdensmesterskaber i forbindelse med den traditionsrige firebakketurnering i skihop – også kendt som den tysk-østrigske hoppeuge.

Besøger du Innsbruck i vintersæsonen, kan du bruge byen som udgangspunkt for din skiferie. Der går tog til skiliften, som fører dig til toppen af Hafelerkarspitze i skiområdet Nordketten. Her finder du en af Europas stejleste skibakker (Hafelekar-pisten) med en hældningsgrad på 70 procent.

Jerusalem

Israel er både en midaldrende 69-årig og en flere tusind år gammel mand.

I Jerusalem oplever du tre verdensreligioner helt tæt på i verdens helligste kvadratkilometer. Lige uden for den gamle bydels smalle gyder, møder du en moderne by med shoppingcentre, flotte hoteller og travl trafik.

Den evige konflikt er svær at få øje på, mens du bevæger dig rundt mellem sortklædte rabbinere og arabernes boder, som sælger souvenir til kristne på pilgrimsrejse til Golgata. Men visheden om konflikten er der hele tiden. Du træder på omstridt, hellig grund.

Byen har cirka 800.000 indbyggere, hvoraf 68 procent er jøder, 30 procent er muslimer og 2 procent er kristne.

Valuta: Shekel

Prisniveau: Israel har vestlig standard på hoteller og restauranter, og er ikke det billigste land i Mellemøsten. Mad og drikke er lidt billigere end i Danmark.

Kom dertil: Med mellemlanding inkluderet kommer du fra København til Tel Aviv på 6-7 timer. Der går rutefly hver dag, og fra Tel Aviv er der kun 30 minutter til Jerusalem. Det er enkelt at leje bil, billigt at køre bus, hyggeligt at køre tog og morsomt at hoppe på en delt minibus – en sherut.

Overnatning: Afhængig af hvilken standard du ønsker dig, kan du vælge at bo billigt og charmerende eller fantastisk luksuriøst på et af de mange hoteller i den mere moderne del af byen. I den gamle del af byen kan du få et dobbeltværelse for 5-600 kroner per nat uden for højsæsonen, hvis du ikke har alt for store krav.

Mad: Jøderne har strenge restriktioner på mad og måltider. De spiser ikke svinekød eller skaldyr, og det er ifølge de jødiske madtraditioner ikke tilladt at spise kød og mejeriprodukter sammen. Derfor vil du finde nogle restauranter, hvor du får serveret kød, men ikke mejeriprodukter, og omvendt. Restauranterne, som ikke serverer kød, er bedst, og her får du massevis af dejlig ost, delikate salater og fisk.

Du finder også en række palæstinensiske spisesteder. Prøv falafel og hummus købt på gaden.

Det skal du opleve: Start gerne opholdet med at gå en tur på toppen af bymuren, som går hele vejen rundt om den gamle bydel. Her får du et godt overblik. Derefter skal du dykke ned i den gamle bydels smalle gyder enten fra Jaffa Gade eller Damaskus Gade. Her bevæger du dig gennem de muslimske basarer og over i det kristne, jødiske og armenske kvarter. Gå langsomt. Sug indtrykkene til dig, for der er mange af dem.

På udkig efter billig ferie?
Læs vores 5 bedste tips til at spare på din ferie.

Jerusalem er fuld af helligdomme for flere religioner, og der er altid en kirkeklokke, som ringer, eller en moské, som kalder til bøn.

Via Dolorosa, hvor Jesus bar korset på vej til Golgata, og Oliebjerget med Getsemane Have er obligatoriske, hvis du er interesseret i bibelhistorie.

Grædemuren, også kaldet Vestmuren, er det eneste, som stadig består fra det gamle jødiske tempel, som blev ødelagt af romerne. Det betragtes som jødedommens helligste sted, så vis respekt.

Jerusalem er også central i Islam, og den fantastiske Al-Aqsa-moské og Klippehelligdommen på Tempelbjerget er populære fotomotiver.

Israel er et lille land, og der er ikke langt til andre steder, som du kender fra bibelhistorien som Dødehavet, Bethlehem og Jeriko.

Den enkleste måde at rejse rundt på er at leje en palæstinensisk taxi med en chauffør fra Øst-Jerusalem. De har nemlig dobbelt statsborgerskab, og kan køre overalt – det kan jøder eller palæstinensere bosat på Vestbredden ikke. Du kan også leje bil og køre på egen hånd, og her fungerer Google Maps udmærket som hjælper. Du skal dog huske at tage dit pas med, hvis du skal køre ud og ind af Vestbredden.

Binz

Badebyen Binz ved Østersøen er den største by på den tyske ø Rügen, som er kendt for sine fantastiske badestrande. Øen ligger helt mod nord i det tidligere Østtyskland på grænsen til Polen.

De fleste af de 5.400 indbyggere i Binz lever af turisme, og de fleste af turisterne er tyskere. På hele Rügen bor der 73.000 indbyggere.

Valuta: Euro 

Prisniveau: Omtrent det samme som i Danmark for overnatning, men lidt billigere ved mad og drikkevarer. 

Kom dertil: Kommer du fra Sjælland, kan du vælge at tage til Sverige, og sejle med en færge fra Trelleborg til Sassnitz tæt ved Binz. Du kan også vælge at køre til Gedser, sejle derfra til Rostock og køre de sidste kilometer til Binz. Fra Fyn kan du enten vælge at køre til Gedser og sejle derfra eller køre til Jylland for at køre hele vejen til Binz. Turen er lige under 600 kilometer fra Odense, hvis du kører hele vejen.

Fra Jylland er det nemmeste at køre hele vejen. Fra den danske grænse ved Padborg til Binz er der omkring 425 kilometer.

Overnatning: Bo på et badehotel! For eksempel luksuriøse Kurhaus Binz, som ligger helt ude ved vandet. Der findes også en række fine lejlighedshoteller og feriehuse til dig, som er ude efter billigere overnatningsmuligheder. I Jugendherberge Prora nogle kilometer fra Binz kan du bo billigt og simpelt på ungdomsherberget eller i eget telt.

Mad: Du finder ingen Michelin-stjerner på Rügen, men derimod mange hyggelige tyske knejper med god, tysk mand. Røget fisk er en specialitet, og ellers får du både wienerschnitzel og currywurst de fleste steder. Portionerne er store, og udvalget af stegte fiskeretter er stort, fordi vi er ved kysten. Vær opmærksom på, at ikke alle steder godtager danske kreditkort, og nogle kun kontanter – »nur geld«. 

Det skal du opleve: Hvis vejret er godt, skal du tilbringe dagen på stranden. Her kan du vælge mellem almindelige strande, hvor du skal have badetøj på, og naturiststrande. Tyskerne, særligt i øst, er optaget af FKK – Freie Körper Kultur (fri kropskultur).

Vil du gerne undgå dyre og dårlige turistfælder? 
Læs vores guide til hvordan du finder de skjulte perler, når du rejser.

Er du typen, som synes, det er ubehageligt med nøgne voksne mennesker overalt på stranden, bør du gå på en af strandene, som er tydeligt mærket "textil". Men på den anden side: Hvorfor ikke prøve at være nudist, når du først er i Tyskland?

Langs strandpromenaden i Binz finder du mange små, hyggelige butikker og boder, som blandt andet sælger rav fra Østersøen. Du kan også lede efter rav selv – det er der mange, der gør.

De fleste bygninger i Binz er hvidkalkede med hyggelige udskårne verandaer i træ på forsiden. De store villaer har enten et kvindenavn – som Villa Martha eller Villa Undine – eller bærer navn, efter familierne som ejer dem. Under kommunisttiden blev de fleste af disse ejendomme overtaget af DDR-staten, men efter muren faldt, blev de tilbageført til familierne, som engang ejede dem. Vil du opleve mere af øen, kan du leje en cykel eller tage en biltur. Afstandene er små.

Besøg for eksempel Hitlers planlagte »ferieparadis« Prora, som er et 4,5 kilometer langt hotelkompleks langs stranden lige nord for Binz. Dette skulle efter planen være feriested med plads til 20.000 mennesker ad gangen. Alle værelser havde udsigt mod søen, og gennem programmet »Kraft durch Freude« (kraft gennem glæde) skulle nazi-toppen med deres familier på 10-dages ferieophold på »Prora«, som anlægget hedder.

En del af Prora er nu restaureret og lavet om til ungdomsherberg, men størstedelen af byggeriet er bare tom betonskal.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.367