Skip to main content

Hvad koster kør-selv-ferie?

Mange danskere suser hvert år på bilferie i Europa. I denne artikel går vi i dybden med, hvad du skal tænke ind i dit kør-selv-ferie budget, og vi giver dig samtidig et overblik over, hvad det koster at køre til eksempelvis Firenze i Italien.


Kør-selv-ferie har i mange år været en yderst populær måde at holde ferie på blandt rejseglade danskere. I stedet for at tage flyvemaskinen på ferie, når sommermånederne melder deres ankomst, bliver bilen ofte pakket til bristepunktet og kursen sat sydpå.

Mange vælger også at køre nordpå, fordi Skandinavien byder på så mange spændende oplevelser og flot natur.

Dog er det ikke gratis at tænde bilen og tøffe afsted mod afslapning og nye oplevelser. Der følger selvfølgelig nogle udgifter og omkostninger med, som kan være smarte at inkludere i bilferiens budget.

I denne artikel gennemgår vi disse udgifter og kommer med nogle eksempler, så du kan blive klogere på, hvad det koster at tage på kør-selv-ferie.

OBS: Vær opmærksom på eventuelle restriktioner i de lande du rejser igennem såvel som på din destination.

Du kan orientere dig på Udenrigsministeriets hjemmeside, hvor du finder de gældende rejsevejledninger. Restriktionerne i de enkelte lande, kan du typisk finde ved at kigge på hjemmesiden tilhørende den danske ambassade eller konsulatet i det pågældende land.

Hvilke udgifter er der på kør-selv-ferien?

Når du tager på kør-selv-ferie, er det vigtigt at have styr på, hvilke udgifter, der skal tages højde for undervejs. Vi har samlet de typiske udgifter i listen herunder:

  • Overnatning på kør-selv-ferien
  • Forplejning undervejs
  • Uforudsete udgifter
  • Vejafgifter
  • Brændstof og/eller el


I det næste kommer vi ind på de valg og forhold, som påvirker prisen for hver af punkterne på listen. Vi præsenterer også, hvilke omkostninger du skal regne med at betale under hvert et punkt.

cta---nyhedsbrev-tilmelding4.png

Overnatning på kør-selv-ferien

Desværre tager det ikke kun et par timer bag rattet til eksempelvis Sydeuropas lækre sandstrande eller de smukke landskaber omkring Tromsø.

Det tager nærmere 20 timer eller derover, hvis du altså kører strækningen uden overnatning. Dette kan medføre træthed, hvilket truer sikkerheden på vejen. Køres turen alligevel uden overnatning, vil chaufføren og sandsynligvis også passagererne være ramt af udmattelse ved ankomst til feriestedet. Dette skal vejes op med noget søvn, hvilket tager tid fra selve ferien.

For at undgå disse scenarier er der mange, som vælger at standse på et af de mange stopover-hoteller, som ligger placeret langs de endeløse europæiske motorveje. Her kan du opnå et kærkomment pusterum og genvinde en masse køre-energi.

Har du styr på, hvordan du undgår de værste gebyrer, når du veksler valuta?
Læs mere her: Her skal du veksle, når du er på ferie

Priserne for et værelse med plads til to voksne og to børn varierer alt efter behov, men ved mange stopover-hoteller begynder priserne ved 300 kroner pr. familie.

Der vil ofte være morgenbuffet inkluderet i prisen.

En anden mulighed for overnatning er at køre ind på en rasteplads og simpelthen sove i bilen. Dette er nødvendigvis ikke lige så lækkert som et hotelværelse med morgenbuffet, og det kan hurtigt blive en kold fornøjelse.

Forplejning undervejs

Biler skal tankes for at kunne fungere, og det skal mennesker i princippet også. Det vil sige, at det er vigtigt, at alle familiemedlemmer får noget ordentligt at spise under køreturen.

Om det blot er lidt snacks i bilen, hjemmebrygget kaffe i termokander eller større måltider på rastepladsernes restauranter, så er forplejning en vigtig del af kør-selv-ferien. Derfor skal proviant tænkes ind i budgettet, og der er selvfølgelig masser af muligheder at benytte sig af.

Bilferien kan eksempelvis byde på en afstikker til en nærliggende by med mulighed for restaurantbesøg, som kan levere bedre gastronomiske oplevelser end dem langs motorvejen. Vægtes de hurtige løsninger højere, findes der også mange fastfood-restauranter langs motorvejene.

Har du derimod ikke valgt at prioritere køretursforplejningen højt i budgettet, er det en god idé at fylde en køletaske med proviant hjemmefra.

Her er det en god idé at sørge for snacks og drikkevarer. Smør eksempelvis nogle sunde sandwicher, der giver energi. Ved at gøre dette, kan du nemlig spare penge på større måltider på rastepladserne, som kvalitetsmæssigt i nogle tilfælde også kan være en kedelig affære.

Uforudsete udgifter

Kør-selv-ferier er de uforudsete udgifters højborg, da alt ikke altid forløber helt som planlagt. Forsinkelser af forskellig slags kan opstå undervejs og øge udgifterne til forplejning, brændstofforbruget eller ligefrem afgøre, om der er behov for en overnatning.

Derudover kan det være, at bilens motor eller andet mekanik giver op, hvilket kræver professionel assistance.

Det er derfor en god idé at have styr på alle dine forsikringer, før du tager afsted, da et værkstedsbesøg i udlandet kan trække hårdt på budgettet.

Skulle uheldet være ude, er det vigtigt at have mulighed for akut vejhjælp. Det får du ved at have et abonnement på vejhjælp, som også gælder udlandet. Vejhjælp er ofte inkluderet i din bilforsikring, men det gælder ikke alle, så dobbelttjek endelig din egen før afgang, hvis du altså er i tvivl om, hvorvidt du har en.

Vejafgifter

Forsøg også at skabe et overblik over eventuelle færgeovergange og vejafgifter, som du vil støde på, hvis turen eksempelvis går til Sydeuropa. Her er der nemlig mange veje, som kræver en afgift, før de kan benyttes.

Du kan finde en oversigt over kendte betalingsveje og betalingsordninger i Europa hos FDM.

Er destinationen eksempelvis Italien, skal du både gennem Tyskland og Østrig. I Tyskland har de indført miljøzoner omkring landets større byer, og du skal derfor erhverve dig et miljømærke, som du skal fremvise, hvis du gerne vil ind i en miljøzone og dermed på storbytur.

Miljømærkerne kan købes for 170 kroner på tyske tankstationer, og de kan også bestilles online hos FDM. Mærket skal klistres op i forruden.

For at benytte sig af Østrigs motorvejsnetværk skal du erhverve dig en såkaldt vignette eller motorvejsmærkat. En vignette gælder over flere dage, og kommer i forskellige prisklasser alt efter, hvor mange dage du skal bruge vejene.

Prisen for 10 dages adgang koster omkring 75 kroner og kan for eksempel købes hos FDM og på tankstationer tæt på landets grænser.

Når du endelig kommer til Italien, skal du også betale vejafgifter for at bruge deres vejnetværk. Priserne afhænger af, hvor langt du kører, og betales typisk ved begyndelsen på den aktuelle motorvej. Skal du eksempelvis til Firenze, og kommer du fra den østrigske grænse, skal du betale omkring 270 kr. for at benytte dig af den motorvej, som leder dertil.

I Skandinavien er der betalingsveje i både Norge og Sverige, eksempelvis omkring store byer som Oslo og Stockholm. Derudover er der afgifter ved bro- og færgeovergange. Her koster et tur/retur-pas ved Øresundsbroen 980 kroner, og 340 kroner hvis du har et såkaldt BroPas.

Vælger du at tage færgen tur/retur fra Helsingør til Helsingborg, skal du lægge 450 kroner, hvis du har AutoBizz Smart.

Har du ikke AutoBizz Smart og i stedet vælger at købe billet ved havnen inden færgeafgang, kommer det til at koste 900 kroner tur/retur. Prisen for en tur/retur-billet ved online bestilling ligger på 830 kroner.

Som du kan se, kan vej- og broafgifter samt færgebilletter ændre lidt på budgettet, så det er en god idé at kende omfanget på forhånd.

Brændstof og/eller el

Det kræver benzin, diesel eller el at drive en bil frem. Derfor er det en rigtig god idé at have et økonomisk overblik over, hvad det koster, inden du træder på speederen.

Prisen for især brændstof varierer fra dag til dag, hvilket gør det svært at give et specifikt bud på en pris for, hvor meget brændstof, der skal forventes at brændes af.

Dog kan du tage udgangspunkt i gennemsnitspriserne pr. liter for 2023 i Europa, hvor gennemsnitsprisen for benzin ligger på omkring 10 kroner, og gennemsnitsprisen for diesel ligger på 9,2 kroner.

Vælger du at tage afsted med elbilen, skal du være opmærksom på, at priserne for opladninger varierer fra udbyder til udbyder og fra land til land.

Herhjemme betaler man ifølge en undersøgelse fra den irske prissammenligningsportal Switcher.ie i snit 27,65 euro (cirka 206 kroner) for en opladning. I Holland koster en opladning i omegnen af 20 kroner.

Langs motorvejene findes der flere forskellige opladningsmuligheder. Nogle er større, og kan lade med flere kWh. Det giver en hurtigere opladning, som koster en smule mere end ellers.

Da der er et hav af udbydere i Europa, ville det være en god idé at undersøge, hvilke udbydere opererer langs den planlagte rute. Gør du det, kan du på forhånd oprette en konto og eventuelt et abonnement.

At anskaffe sig en RFID-brik før afgang er også smart, da de er kompatible med mange udbyderes ladestandere, og det gør opladningen nemmere at planlægge.

Eksempler på hvad kør-selv-ferie koster

Det er noget af et regnestykke, der skal til for at finde forholdsvis konkrete og brugbare eksempler på, hvad en kør-selv-ferie koster. I 2022 foretog Bilbasen imidlertid en undersøgelse af bilferie i Europa, og nåede frem til en gennemsnitlig kilometerpris.

Denne kilometerpris var baseret på brændstofpriserne i 2022, og slitage samt omkostninger for de 20 mest solgte nye og brugte biler i 2022 - både diesel- og benzinbiler.

Elbilerne vender vi tilbage til lidt senere.

Udgifter til overnatninger, forplejning og eventuelle værkstedsbesøg blev ikke regnet med i kilometerprisen. Ligesom udgifter til færge- og vejafgifter heller ikke blev regnet med.

Vi har taget udgangspunkt i kilometerprisen fra Bilbasens undersøgelse, men opdateret brændstofpriserne med nye fra 2023.

Den gennemsnitlige kilometerpris i eksemplerne ser dermed således ud:

  • Benzin: 3,09 kr. pr. kilometer
  • Diesel: 2,92 kr. pr. kilometer

Vi vil imidlertid gerne præsentere en pris på kør-selv-ferie, som er lidt mere præcis, for der er typisk afgifter til betalingsveje, broer og færger, der indgår i den endelige pris. Derfor har vi været et smut forbi ruteplanlæggeren på Viamichelin.com. Den viser nemlig de forventede udgifter til betalingsveje og den slags for en given rute, og disse beløb er regnet med i hvert eksempel.

Så er der kun udgifter til overnatninger, forplejning samt uforudsete udgifter tilbage, og da disse afhænger af dine egne valg - forsikringer, restaurantbesøg og den slags - har vi valgt ikke at anslå en pris i eksemplerne.

Hvad elbilen angår, har vi regnet ud, hvor mange gange den i gennemsnit skal lades op på turene. Ud fra den europæiske gennemsnitspris for en fuld opladning, har vi fundet frem til, hvor meget turene vil koste i el. Vi har taget udgangspunkt i en Volkswagen ID.3 fra 2020, som ifølge FDM har en gennemsnitlig rækkevidde på mindst 350 kilometer, og en gennemsnitlig batterikapacitet på 60 kWh.

Hvad koster din kør selv-ferie?

Hvis du gerne vil regne prisen ud for din egen ferie, kan du benytte vores formel, som ser således ud tur/retur:

  • Benzinbil: Afstand til destination x 3,09 + afgifter x 2
  • Dieselbil: Afstand til destination x 2,92 + afgifter x 2
  • Elbil: Afstand til destination / 350 km x 75,34 + afgifter x 2

HUSK: Både afstanden til destinationen og afgifterne kan du finde på Viamichelin.com.

Hvad koster det at køre til Italien?

I det første eksempel har vi regnet på, hvor meget det vil koste at køre i egen bil fra Danmark til Toscanas hovedstad, Firenze.

Byen er en historisk by fyldt med kultur og seværdigheder, og den er sågar placeret i et af støvlelandets mest charmerende områder.

Firenze er en populær rejsedestination blandt mange danske sommerturister, og selve Toscana byder også på en kystlinje og et skævt tårn i byen Pisa.

Kør-selv-ferie fra København til Firenze: 1.612 kilometer

  • I benzinbil tur/retur: 10.787 kroner
  • I dieselbil tur/retur: 10.239 kroner
  • I elbil tur/retur: 1.554,26 kroner baseret på 5 opladninger hver vej.

Fra Aarhus til Firenze: 1.752 kilometer

  • I benzinbil tur/retur: 11.637,36 kroner
  • I dieselbil tur/retur: 11.041,68 kroner
  • I elbil tur/retur: 1.554,26 kroner baseret på 5 opladninger hver vej.

Hvad koster det at køre til Spanien?

I andet eksempel har vi regnet på, hvor meget det vil koste en dansk familie at køre hele vejen til Barcelona i Spanien og hjem igen.

Barcelona er en Europas populæreste storbyer og byder også på en masse kulturhistorie og spændende seværdigheder.

Byen er især kendt for katedralen La Sagrada Familia, som er designet af den spanske arkitekt Antoni Gaudí, og byen er også kendt for sit fodboldhold F.C. Barcelona.

Byen har en lang og bred strandpromenade, som er et populært badested for mange turister og de lokale.

Kør-selv-ferie fra København til Barcelona: 2.289 kilometer

  • I benzinbil tur/retur: 15.406,02 kroner
  • I dieselbil tur/retur: 14.627,76 kroner
  • I elbil tur/retur: 3.008,20 kroner baseret på 7 opladninger hver vej.

Fra Aarhus til Barcelona: 2.158 kilometer

  • I benzinbil tur/retur: 14.596,44 kroner
  • I dieselbil tur/retur: 13.862,72 kroner.
  • I elbil tur/retur: 2.327,10 kroner baseret på 6 opladninger hver vej.

Hvad koster det at køre til Norge?

I sidste eksempel har vi regnet på, hvad det koster at køre fra henholdsvis Aarhus og København til Tromsø i Nordnorge. Byen er kendt for sin midnatssol om sommeren og sit nordlys om vinteren. Desuden har byen verdens nordligste beliggende universitet, og der er rig mulighed for både at stå på alpin- og langrendsski i landskabet omkring byen.

Kør-selv-ferie fra København til Tromsø: 2.207 kilometer

  • I benzinbil tur/retur: 14.512,86 kroner
  • I dieselbil tur/retur: 13.762,48 kroner
  • I elbil tur/retur: 1.592,80 kroner baseret på 6 opladninger hver vej.

Fra Aarhus til Tromsø: 2.534 kilometer

  • I benzinbil tur/retur: 16.533,72 kroner
  • I dieselbil tur/retur: 15.672,16 kroner
  • I elbil tur/retur: 2.431,56 kroner baseret på 7 opladninger hver vej.

Nu ved du lidt om, hvor der er penge at spare, og hvor meget du egentlig skal regne med at betale for din tur bag rattet igennem Europa. Med god samvittighed kan du lægge et realistisk budget og på den måde spare penge, som i stedet kan bruges på sjove og spændende oplevelser.

Environment: Stage 🢒Country: Denmark 🢒Frontend Build: 20241125.1 Backend Build: 2.0.366